Otto Gelsted Prisen 2021

Thomas Bobergs tale ved Det Danske Akademis årsfest

C. Y. Frostholm, og herfra kaldet CYF (det har han heddet siden gymnasiedagene), debuterer som digter i 1985 med “F√łr skr√¶nten af sommeren”, det er en ny mere lavm√¶lt stemme, mere s√łgende end det buldrende VI, den tidlige firserpoesi ogs√• er kendt for. S√• mange √•r efter kan jeg sagtens f√• √łje p√• et lyrisk f√¶llesskab med Pia Juuls og Niels Franks digtning, begge de n√¶vnte debuterede ogs√• i 85.

CYF’s kunstneriske virke er mangfoldigt. Han har blandet tekst og billeder, b√•de i trykte v√¶rker, p√• udstillinger og p√• hjemmesiden Afsnit P, der var et internet-pionerarbejde med litteratur og billeder, som i virkeligheden startede som en fysisk butik, der l√• i Nansensgade i halvfemserne. Han har udsendt lyddigte og visuel poesi som i “Mellem stationerne”, 2000 (bog+cd).

Det har kr√¶vet et halvt skrive-og l√¶seliv at kunne se de store linjer i dette eksperimenterende og ekspanderende v√¶rk, som er en kontinuerlig unders√łgelse af den praksis, det er at v√¶re til i en verden, som digteren af n√łdvendighed m√• oms√¶tte til kunst og skrift.

CYF er billedkunstner og forfatter, men poesien er v√¶rkets atomkerne. CYF skriver fin sanset poesi med natur, by, rejse og k√¶rlighedsmotiver, som i fx “Fuldendelsesfuglene” fra 1990 og i “Fjernforbindelser” fra 1997. Han skriver benh√•rd prosapoesi i bogen “Nature Morte” fra 1993. I 2011 udsender han “Selvportr√¶t med dyr”, selvbiografiske erindringsbilleder blandt andet om at vokse op som den yngste i en familie med fem s√łskende, om at f√łle sig anderledes og v√¶re homoseksuel. Identitet er et tema som hele tiden vil v√¶re der.

Jeg t√¶nker fx “Nature Morte” som spleentekster i slutningen af det tyvende √•rhundrede. Jeg formoder de mestendels finder sted i Paris, Belleville n√¶vnes. Men det er ikke det v√¶sentligste. Det er en sproglig unders√łgelse af byen som krop og tomhed og h√•rdhed. Det er konsekvent usentimental skrift i k√¶rlighedsl√łse byrum, et ‚ÄĚdu ‚ÄĚog et ‚ÄĚhan. De opleves som levende objekter skriftens projekt√łr overbelyser, unders√łger og registrerer. ‚ÄĚHundens bedste ven‚ÄĚ, st√•r der et sted. Hvilken stenh√•rd f√łlsomhed.

Han skriver en form for cut up tekster, som i “Afrevne ord” fra 2004, afrevne ord, ja, l√łsrevne s√¶tninger, fanget p√• gaden, l√¶st i aviser, egne udbrud og tanker, andres, citater fra b√łger, han relaterer til, skriften p√• murene i byer ogs√• videre. Sk√łnt der tydeligvis er tale om et fragmentarisk v√¶rk, fornemmer man som l√¶ser ikke desto mindre en helhed. Det er poesiens magi.

Det er denne lytten og seen i verden, som er det helt s√¶regne og karakteristiske for CYF¬īs praksis.

Der er kortl√¶gningen af selvet, som ekspanderer fra bog til bog. Et sted i “Fuldendelsesfuglene” st√•r der ‚ÄĚmine tanker/ bliver et kort/ over mine egne tanker/ bliver et kort ‚Ķ ” og til sidst i samme digt ‚ÄĚDer er kun √©t m√łnster/det kroppen g√•r/ den by er jeg/lige her, lige nu‚ÄĚ. Eller fra Afrevne ord: ‚ÄĚJeg havde aldrig forst√•et kortet, lod mig bare tage ved h√•nden‚ÄĚ. Ideen eller konceptet udstikker mulige retninger, men selve processen er en opdagelsesrejse i geografi, sind og sprog. Man ved ikke hvad det n√¶ste √łjeblik bringer.

Mange n√łgles√¶tninger og lysende billeder i b√łgerne kan fremh√¶ves, men de her citerede linjer peger frem mod de voksende prosab√łgers fremkaldelse af ‚ÄĚtankernes kort‚ÄĚ i de byer, som forfatterskabet f√łlger, byer som Paris og Lissabon og K√łbenhavn, eller navnl√łse byer som kunne v√¶re de n√¶vnte og/eller helt andre. Byer som i sindsm√¶ssig eller digterisk forstand bliver til det digtende jeg, som f√łr citeret, ‚ÄĚden by er jeg/lige her/lige nu”.

Rejsen er afg√łrende, det er ikke rejsens bev√¶gelse, men rejsens steder og stemmer og billeder, der unders√łges og registreres og genskabes i s√¶tninger, digte, tanker, historier og fotos. Jeg t√¶nker ogs√• p√• de fotografier, som komplementerer skriften i b√łger som “Paris, en brugsanvisning” eller “Tr√¶museet”, den store satsning fra 2018.

B√łgerne danner et vejnet, der f√łrer v√¶k fra de kendte destinationer tiden har t√łmt for betydning og henimod udkanterne, det ubem√¶rkede dagligdags, der hvor der ingenting sker, sk√łnt det netop er der livet folder sig ud, bliver til ‚ÄĚher‚ÄĚ. Og det er det liv CYF iagttager og forvandler til poesi og dermed betydning.

“Paris, en brugsanvisning” er en rejse tilbage til et konkret sted, hvor George Perecs forfatterskab genl√¶ses i lyset af CYF rejsens litter√¶re og geografiske koordinater. Igen er der tale om en kortl√¶gning af et indre landskab skabt p√• en ide af Perec, som igen hviler p√• oplevelsen af et konkret sted, nemlig Paris. At genbes√łge et sted i erindringen, det sted hvor erindringen stammer fra, er at genbes√łge et sted, hvor genstanden for erindringen ikke l√¶ngere findes. Men det g√łr teksten til geng√¶ld, den √¶ndrer sig ikke, derfor m√•, som her Perec teksten, l√¶ses igen, og det m√łde p√•virker blikket p√• b√•de tiden og stedet og det som CYF har sat sig for at skrive.

Det litter√¶re projekt er et uafsluttet projekt, men projektet, kan man sige, d√łr ikke med den ene forfatter, det tages op igen af den n√¶stkommende. Ringene fra litteraturens kortl√¶gning af indre tilstande forankret i konkrete steder, som ogs√• er i evig forandring, er p√• sin vis det bevidsthedens projekt, som CYF har meldt sig ind i eller ‚ÄĚarvet‚ÄĚ. Antropologisk, digterisk registrerende.

I Paris bogen fra 2013 var det stadig byen og dens forfatter George Perec, som var hovedsagen. I “Tr√¶museet” √¶ndrer fokus sig radikalt. Nu er det bevidstheden om den klimakatastrofe som den civilisation, de tidligere b√łger har unders√łgt og beskrevet fra byernes udkanter, har for√•rsaget.”Tr√¶museet” er p√• √©n gang en hyldest til poesien, den portugisiske digter Fernando Pessoa is√¶r, og byen Lissabon is√¶r, og en hyldest til tr√¶erne, tr√¶ernes navne, tr√¶ernes arter, som forfatteren kommer t√¶ttere og t√¶ttere p√•. Samtidig er bogen et opr√•b og en k√¶mpe s√łrgesang over den verden, vi som art kontinuerligt smadrer.

Rejsen er der stadig, litteraturen, kunsten og nu i s√¶rdeleshed blikket p√• det andet, det som ikke er mennesket, men som mennesket er i f√¶rd med at udslette. Det er en kuldsl√•et bog. Et sted st√•r der, ‚ÄĚJeg fortryder ikke noget, og jeg g√łr mig ingen illusioner. Jeg tror ikke p√• k√¶rligheden, men jeg troede p√• den, og det er det, jeg tror p√• nu. ‚ÄĚ
M√•ske er det ikke kun hans egen mulighed for at leve k√¶rligheden med et andet menneske, han har mistet troen p√•, engang troede eller h√•bede han m√•ske ogs√• p√• menneskets k√¶rlighed til kloden, men den k√¶rlighed er ikke l√¶ngere tilstede. Han g√łr sig ingen illusioner. ‚ÄĚKunst, der ikke besk√¶ftiger sig med klimakrisen, er ikke v√¶rd at besk√¶ftige sig med‚ÄĚ, skrev digteren Lars Skinnebach i 2011. Det samme kunne CYF muligvis sige.

CYF seneste udgivelse hedder “Laurb√¶rdialogerne”, den er fra i √•r. Verden, som vi kender den, er under afvikling, mennesket kan godt se, at det selv er √•rsag og konsekvens, men ved ikke hvad det skal stille op. Klimakrisen er ustoppelig, fordi mennesket, mod bedre vidende, ikke form√•r eller bedre, ikke √łnsker at √¶ndre adf√¶rd. Ikke desto mindre har mennesket brug for r√•d og m√• atter ops√łge oraklet.
‚ÄĚDu vil ops√łge oraklet og vende det d√łve √łre til‚ÄĚ st√•r der p√• en af de f√łrste sider i den lille afg√łrende bog.

Jeg ser CYF værket, som et kæmpestort fortællende poetisk essay, der stadig er undervejs, og det er for dette originale og meget væsentlige bidrag til den danske litteratur, du i dag modtager Otto Gelsted prisen.

Thomas Boberg
26-11-21