Andreas Eckhardt-Læssøe, Atlas 1-24. Læs som pdf.
sat i scrapbog
Gravgaver
Mathias Bernbom Andersen: Gravgaver, Standart nr. 1, april 2024 (klik for større version)
I og på hælene
Lars Bukdahl, Weekendavisen 16. februar 2024 (klik for at læse)
Det uhåndterlige
“…lag på lag av reisedagbok, sitater, brevlik-nende henvendelser, essay, roman, portrett og selvportrett. En bok på nesten 700 sider, som det har tatt lang tid å skrive og som man også bruker lang tid på å lese. En lang- som prosess for både forfatter og leser, en fornemmelse av å ta Frostholm i hånda og stige på et av de utallige togene han kjører med ned gjennom Europa; på ny besøke stedene han har vært, sammen med ham; lese på nytt bøkene man ikke nødvendigvis selv har lest, men som han har lest, sammen med ham.
På den måten blir det en usedvanlig intim leseopplevelse, selv om den aldri virker privat eller utleverende. Dette er muligens en av grunnene til at jeg er så opptatt av nettopp denne boka og andre «virkelige» bøker, det er fornemmelsen av å være i kontakt med den virkelige virkeligheten.” – Kristina Stoltz, Klassekampen 10/2/24
“Det er svært at forandre sig alene”
Johann Sten Nielsen: “Det er svært at forandre sig alene”. Interview. Information 2/2/24. Fotos: Anders Rye Skjoldjensen,
Nomineret til Montanas Litteraturpris 2023
Til den ven jeg aldrig har kendt er nu også nomineret til Montanas Litteraturpris 2023.
“Cyfs øjne og metode er en kunstners øjne og metode (…) Målet er ikke så vigtigt som rejsen og langsomheden. At have en retning – et andet menneskes liv og færden – skaber et fokus og en koncentration i forhold til alle de emner, som Til den ven jeg aldrig har kendt ubesværet kan springe imellem. (…) For det kan lyde som mange emner og mange navne, og det er så det fortryllende ved Til den ven jeg aldrig har kendt, at det skrivende og oplevende Cyf-jeg er så omhyggelig og præcis i alt, han berører på sin vej. Så alt bliver levende og nærværende, også de antikke skulpturer og de døde forfattere – og venner,” skriver Kamilla Löfström.
Ser præsentationen af alle de nominerede. Prisen uddeles 21. marts ved et oplæsningsarrangement på Information.
Nomineret til Politikens Litteraturpris 2023
“C.Y. Frostholms ’Til den ven jeg aldrig har kendt’ er nærmest lige så god som ’Træmuseet’ fra 2018, og det siger ikke så lidt! (…) Der løber gennem forfatterskabet en afdæmpet, cirklende form for poetisk aktivisme, der forbinder og forvandler spørgsmål om køn, seksualitet og klima. Det udkrystalliserer sig i sandhed i ’Til den ven jeg aldrig har kendt’,” skriver Mikkel Krause Frantzen i nominationsteksten til Politikens Litteraturpris 2023.
Send “pris cyf” til 1218, hvis du vil stemme på Til den ven jeg aldrig har kendt.
Ægte læselykke
“’Træmuseet 2’ kalder jeg den, mens jeg læser forfatter, billedkunstner og oversætter C.Y. Frostholms nye bog, Til den ven jeg aldrig har kendt. Det er et kvalitetsstempel, forstår man nok, hvis man har læst megabedriften Træmuseet fra 2018 (…)
Med Træmuseet gik det for alvor op for mig (og jeg tror, mange andre), hvad det var for et ganske særligt og gennemført kunstnerisk arbejde, Cyf havde været i gang med længe. Måske ikke helt fra debuten i 1985, men i det mindste fra han i 1990’erne begyndte også at arbejde med fotografi, digital poesi og arkivering på nettet. Han indsamler, registrerer og skaber forbindelser. Nogle af hans kunstneriske kendetegn er opmærksomhed og enkelhed. Jeg er lige ved at kalde det et forfinet vemod, i hvert fald en æstetisk akkuratesse, der ses i alle hans værker – ikke mindst i det nye her – sammen med en kolossal historisk viden om natur og kultur.
Cyf ser, læser, rejser, skriver, fotograferer, slår sig ned, rejser videre, læser mere i en stadig udveksling, sådan at forstå, at når han gør det ene, følger det andet med. Når han skriver, skriver han med øjnene, når han fotograferer, bliver hans billeder også til tekster”
Kamilla Löfström, Information 5/1/24 (pdf)
Poetisk aktivisme
“Der er også en fetich på færde, en fanboys forelskelse, som er nærsynet og nørdet, men også, utroligt nok, generøs og åben. Måske på grund af Frostholms stil og tempo: adstadigheden i prosaen, ensomheden bag den, omhyggeligheden overalt. Og selvfølgelig også, fordi forfatteren har noget på spil og ikke kun skriver om Guibert, men også om sig selv.”
“Der løber gennem forfatterskabet en afdæmpet, cirklende form for poetisk aktivisme, der forbinder og forvandler spørgsmål om køn, seksualitet og klima.”
– Mikkel Krause Frantzen om Til den ven jeg aldrig har kendt i Politiken (klik på billeder for at læse)
Materialevurdering
“Mesterligt skrevet med en alvorstung lethed, der beruser og bevæger. Læseoplevelsen er overvældende, formet som en rejse ind i et ukendt univers, der bliver ved med at åbne sig. De 700 sider flyver forbi, selvom man konstant må stoppe op, nyde en sætning eller et afsnit igen, slå noget op, eller skrive en note ned.”
Peter Holm Rasmussen, DBC (Dansk Bibliotekscentral) om Til den ven jeg aldrig har kendt.
Klimakrisens kerne
Erik Skyum-Nielsen, Information 11/2/22 (Klik for at læse).
Jorden kalder
Kristeligt Dagblad 8/1/22
Otto Gelsted Prisen 2021
Thomas Bobergs tale ved Det Danske Akademis årsfest
C. Y. Frostholm, og herfra kaldet CYF (det har han heddet siden gymnasiedagene), debuterer som digter i 1985 med “Før skrænten af sommeren”, det er en ny mere lavmælt stemme, mere søgende end det buldrende VI, den tidlige firserpoesi også er kendt for. Så mange år efter kan jeg sagtens få øje på et lyrisk fællesskab med Pia Juuls og Niels Franks digtning, begge de nævnte debuterede også i 85.
CYF’s kunstneriske virke er mangfoldigt. Han har blandet tekst og billeder, både i trykte værker, på udstillinger og på hjemmesiden Afsnit P, der var et internet-pionerarbejde med litteratur og billeder, som i virkeligheden startede som en fysisk butik, der lå i Nansensgade i halvfemserne. Han har udsendt lyddigte og visuel poesi som i “Mellem stationerne”, 2000 (bog+cd).
Det har krævet et halvt skrive-og læseliv at kunne se de store linjer i dette eksperimenterende og ekspanderende værk, som er en kontinuerlig undersøgelse af den praksis, det er at være til i en verden, som digteren af nødvendighed må omsætte til kunst og skrift.
La nature infra-ordinaire
“L’écrivain danois C.Y. Frostholm signe un ouvrage qui mêle une narration itinérante à travers l’Europe et une réflexion sur la nature dans le sillage de l’éco-critique. (…) Le point de départ est (…) l’observation attentive des arbres, mais ce sujet restreint rejoint une perspective plus vaste. Les arbres d’Europe portent trace de la mondialisation et la colonisation, par certaines espèces exotiques ramenées des mondes lointains. Autour de l’arbre se cristallisent d’urgentes questions existentielles, philosophiques aussi bien que politiques : la relation entre l’homme et la nature, la poésie et la science, l’amour et la solitude, l’impérialisme européen, l’identité sexuelle, la crise climatique.”
(Lilian Munk Rösing: La nature infra-ordinaire. Le Grand Continent, 29/11/19)
Tid til en jordet omsorg
Andrea Fjordside Pontoppidan: ‘Tid til en jordet omsorg’ i Periskop 22 (2019) om bl.a. Træmuseet.
Himlen vokser ind i træerne
“Denne begejstrede anmeldelse af CYFs svalt intense, splintret essayistiske kæmpebog Træmuseet markerer en personlig rekord i forsinket anmeldelse af et betydeligt dansk skønlitterært værk: mest forsinkede, begejstrede anmeldelse af mest betydelige værk i 30 år!”
“Sjældent har jeg læst en mere forfinet og diskret og elegant melankolsk bog.”
Lars Bukdahl, Weekendavisen 15/3/19 (klik på billedet for at læse)
Kritikerprisen 2018 til Træmuseet
C. Y. Frostholm modtager Kritikerprisen 2018 for Træmuseet. Samtidig modtager Frits Andersen Georg Brandes-prisen 2018 for Sydhavsøen – nydelsens geografi. Begge priser uddeles ved en reception 2. maj 2019 kl. 17.00 i Litteraturbaren BRØG, Fiolstræde 7, København K. Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.
Mikkel Krause Frantzen vil holde motiveringstale for tildelingen af Kritikerprisen 2018. Læs også Andrea Fjordside Pontoppidans læsning af bogen og Kritikerlavets pressemeddelelse om prisen.
De to andre kandidater til Kritikerprisen var Jonas Eika: Efter solen og Madame Nielsen: The Monster.
Nomineret til Kritikerprisen
Bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav har nomineret tre kandidater til Kritikerprisen 2018: Jonas Eika: Efter solen (Basilisk), C.Y. Frostholm: Træmuseet (politisk revy) og Madame Nielsen: The Monster (Gyldendal).
Modtageren af Kritikerprisen afgøres via afstemning blandt lavets medlemmer, men inden da afholdes en Kritikerprissalon onsdag d. 20. februar kl. 17 i Politikens Boghal. Her vil de tre nominerede værker blive præsenteret og diskuteret.
Skoven, menneskets vugge
“Digteren C.Y. Frostholms massive bog om træer kan risikere at give læseren et helt nyt syn på den natur, der omgiver os og tavst og langsomt danner sin egen verden.”
Erik Svendsen i Jyllands-Posten 21. januar 2019 (klik for at se større).
Nomineret til Politikens Litteraturpris
Træmuseet er nomineret til Politikens Litteraturpris 2018 sammen med bøger af Helle Helle, Theis Ørntoft, Malene Sølvsten, Birgithe Kosovic, Jens Smærup Sørensen og Lone Hørslev. Prisen uddeles 20. marts, og man kan stemme på bogen ved at sende “pris cyf” til 1218.
Samhørighed
“Kan man skrive en bog på 568 sider udelukkende om træer, og kan den blive en fascinerende guldgrube af eksistentiel og økokritisk visdom? Åbenbart, for det præsterer C. Y. Frostholm. Hans Træmuseet udgør med sin rolige udforskning af forbindelseslinjer og mulige udvekslinger mellem mennesket og dets omgivelser, mellem det humane og det in- eller ekstrahumane, nok årets vigtigste klimalitterære bidrag. Genremæssigt blander han rejsebog, skitsebog, fotobog, reportage, essaysamling, opslagsværk og spredt erindringsværk; men gennemgående er bestræbelsen på at finde sprog for samhørighed. Man kan roligt gå på opdagelsesrejse i dette vældige og vældigt imponerende forsøg på midt i klimakrisens turbulens at finde ro til eftertanke og meditation.”
Erik Skyum-Nielsen, Information 21/12/18
Træer er alfabeter
“Cyf har skrevet sin hidtil største bog, jeg tror også, det er hans vigtigste. Dens form og struktur minder endda om en trækone.”
Kamilla Löfström, Information 14/12/18 (Klik for at se større)
Hvad skal vi med træerne
“Først og fremmest er Træmuseet et researchet, poetisk studie i træer. Børstekoglefyrretræer, korkege og taks, cedertræer og plataner. Ginkgotræerne som overlevede atombomben i Hiroshima. Huldtræer og kludeege fra den danske folklore. I løbet af de første par hundrede sider bliver jeg til stadighed chokeret og fascineret af fakta, beskrivelser af alder og omfang, formering og køn, udryddelse og vedligehold – hvem vidste for eksempel, at ask kan skifte køn fra det ene år til det andet, for at, som der står, ‘skåne sig selv fra den krævende opgave, det kan være at bære frugt’? I takt med læsningen føler jeg mig imidlertid mere og mere som én af de indviede, som del af ‘den urbane botanikers’ klub: oplyst og engageret. En økopolitisk indignation tændes af at læse det ene eksempel efter det andet på menneskelig hensynsløshed og dårlig dømmekraft, men ikke fordi teksten er belærende eller irettesættende. Snarere spørgende: ‘Hvad tænker folk, når de skriver på træer? At det er noget dødt eller noget levende, at det er som en mur, eller som en tatovering på en levende krop?’”
“I en tid, hvor vi i alarmerende grad er blevet gjort opmærksomme på, netop hvad naturen har med os at gøre, er Træmuseet et vægtigt bidrag til samtalen om, hvad det er for en verden, vi gerne vil leve i.”
Kristin Vego i Vagant 3/2018. Illustrationer: Andreas Töpfer.
Præmieret af Statens Kunstfond
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur har præmieret Træmuseet som en ud af ti udgivelser i 2018:
“Det er fristende at påstå, at man, når man læser C. Y. Frostholms monstrum af en bog, Træmuseet, må besinde sig på træernes egen tid. Så uforstyrret og uoverkommelig kan den forekomme én. Der er træerne, som han rejser efter og langsomt, langsomt lærer at kende, så er der digterne og deres steder, i særdeleshed Fernando Pessoa og Lissabon, som bogen også er en studie af; der er fotografierne, som fortæller deres egen historie, og endelig er der rejsen og den rejsende, som krydser sine spor.
Bogen er ufortrødent melankolsk i stil med sit forbillede Pessoas Rastløshedens bog, og vel også med træerne, der bare står der i deres tavse mange hundredårige træensomhed, men den indeholder også beskrivelser af møder med mennesker, steder og … træer. Den er alt for skruet og afdæmpet til at være et økologisk manifest, men efterhånden, som man får læst sig igennem de mange sider, sætter der sig ikke desto mindre en fornemmelse for naturens organismer i kødet på én.”
Stærkt tankevækkende monsterværk
Litterære adventsgaver, Bogmagasinet nov-dec 2018
Træernes forunderlige liv
“ikke bare (…) et hovedværk i forfatterskabet, men i nyere dansk (øko)litteratur.”
”Træmuseet er en rig, vidtfavnende og alsidig bog, fuld af tvivl og ambivalenser, fuld af bevægelse og sansninger, fuld af omsorg, melankoli, klogskab, respekt og kærlighed. Det er en bog, der handler om at se og om at finde det rette sprog, men også om sansernes og sprogets (og menneskets) utilstrækkelighed. Den gør dig klogere på livet, mennesket, litteraturen og ikke mindst træerne og alle de andre mærkværdige skabninger, der bebor denne verden i fællesskab med os. Således er Træmuseet også en bog, der handler om at dreje verdens affortryllelse i retning af en genfortryllelse.”
– Martin Rohr Gregersen, Kristeligt Dagblad 30/10/18
(klik på udklippet for at se det større eller læs artiklen online)
Fascinerende og sanselig
“Meget fin og anderledes læseoplevelse, som placerer sig et sted mellem litterære rejseessays og engageret økokritik. Frostholm er udstyret med en vågen og sensibel iagttagelsesevne og formår med en fin kobling mellem kultur/litteratur og natur stilfærdigt at punktere forestillingen om menneskets særstilling i økosystemet.”
“Original hybridtekst om at opleve natur og litteratur, om at skrive om det og ikke mindst, om træer. Fascinerende og sanselig samtidslitteratur for litterært interesserede.”
– Thomas Ry Andersen om Træmuseet, lektørudtalelse, DBC
Schnack om Paris
“Jeg kom hjem i fredags med C.Y. Frostholms Træmuseet – en af de vigtigste bøger i den øjeblikkelige samtid, har jeg fornemmelsen af – men så fandt jeg lige samme forfatters ”Paris en brugsanvisning” (2013) frem, og så kunne jeg ikke lade være med at læse lidt i den, eller med andre ord: at genlæse den. Det er klart en fordel, hvis man har været i Paris. Men ellers er man der sådan set, mens man læser i bogen, der er lige så god som for fem år siden. Det er en mosaik, en collage, men egentlig først og fremmest en helhed, flerstemmig, men – og det er det særegne – med én stemme, nemlig forfatterens (trods citater og henvisninger på hver eneste side). Jeg elsker den bog. (Om ”Træmuseet” senere).”
– Asger Schnack på Facebook, 17/9/18
Samtaler med træer
“’Træmuseet’ er et regulært magnum opus og skal hyldes som sådant.”
“… man skal gøre sig selv den tjeneste at tage den med ro og opholde sig i denne bog, så længe som det er muligt – og lade den tage bolig i én.”
“… man vil dybest set gerne have mere af denne sansende, vidende, vandrende, fotografiske, arkiviske skrift. Man vil gerne læse mere af forfatteren, man vil nærmest gerne rejse med ham (selv om han foretrækker at rejse alene).”
Mikkel Krause Frantzen, Politiken 13/9/18 (Klik for at se større)
Lektørudtalelse
“Intens” og “Eminent lille tekst- og grafikbog med en skarpt tilskåret, reflekterende tekst” skriver Kent Skov i sin lektørudtalelse til bibliotekerne om Det værste der kunne ske og kalder undertegnede for “den eksperimenterende og vedkommende, men alt for oversete forfatter”.
“Illustratoren Simon Bodh Nielsens sort-hvide tegninger i kul, tusch og blyant udgør et fyldigt og selvstændigt element”.
Tak for det! En lille iagttagelse blot: “Han” og “kvinden” står der. Bogen er fortalt i jeg-form og henvendt til et du (læseren), og ingen af dem omtales, så vidt forfatteren læser det, som værende af noget bestemt køn. Men hvem skriver i virkeligheden bogen?
Anti-skandaler
“Sidste års bedste og rigeste franske bog på dansk”, skriver Lars Bukdahl i Weekendavisen 6/5/17 om Verdens rum – og andre tekster, der nu er indstillet til Årets bedste Bogarbejde. Bogdesign: Line-Gry Hørup (ikke Høyrup).
Man burde lære at leve mere på trapper
“det er en gave, at vi nu også får disse tekster, som er meget flot oversat af den til en vis grad Perec-påvirkede forfatter C. Y. Frostholm (…) Det siger det hele, at højdepunktet for mig var en genial lille tekst om trapper! Den lyder i sin helhed: ‘Man tænker ikke nok på trapper./Intet var smukkere i gamle dage end trapperne. Intet er grimmere, koldere, mere afvisende og tarveligt i ejendomme i dag./Man burde lære at leve mere på trapper./Men hvordan?”
Mikkel Krause Frantzen anmelder Verdens rum – og andre tekster i Politiken 25/11/16 (kræver log-in – se udklip her)
Med flanøren i Lissabon
“Det er ikke størrelsen, det kommer an på. Man kan vandre underligt upåvirket gennem en kunstudstilling over utallige sale på et stort museum og have glemt, hvad man så, fem minutter efter. Og så kan man sommetider – måske et lillebitte uforudset sted med en udstilling, der er stablet på benene for få midler – få en stor oplevelse med en masse indhold og perspektiver, der sidder i både hoved og krop i flere dage efter.
Sådan havde overtegnede det i al fald, da jeg forleden, en tåget og mørk vintereftermiddag besøgte digteren og billedkunstneren C. Y. Frostholms lille montreudstilling på Det Kongelige Bibliotek, Pessoas træ“.
“Ikke ulig den franske digter Perec registrerer Frostholm med flanørens associativt fintmærkende blik en hel masse på én gang nøgterne og poetisk sitrende detaljer, som beskueren følger rundt om ottetallet i en samlet hyldest til træet, læsningen, bogen og fantasien.”
Mette Sandbye i Weekendavisen 23/12/15
Det marginales geografi
“C. Y. Frostholm er også litterær turist i den Montana-prisnominerede Paris – En Brugsanvisning (2013), eller i hvert fald i princippet: faktisk kender han Paris så godt, at det er svært at blive overrasket. Løsningen bliver at fjerne blikket væk fra monumenter og seværdigheder. Med hjælp af benspænd hentet fra den franske forfatter Georges Perecs forfatterskab, begynder Frostholm at opdage stedets undseelige og tilsyneladende ubetydelige attraktioner. Reglerne, han henter fra Perec, fordrer blandt andet, at han skal »læse, hvad der står skrevet på gaden« og »tvinge sig selv til at skrive det, som ikke har nogen interesse, det mest åbenlyse, det simple, det mest kedelige«.
Det bliver til en fragmentarisk guidebog, hvor detaljen blæses op: et sted får forfatteren skældud af en franskmand for at fotografere et klistermærke. »Mais il n’y a rien!«, udbryder den ophidsede pariser, »der er jo ingenting!« Det var en af Perecs mærkesager, at litteraturen skulle få øjnene op for det infraordinære – alt det, der er så almindeligt og så indbygget en del af hverdagen, at det næsten bliver usynligt. Som de mange telefonbokse, Frostholm fotograferer, der nu tjener som boliger for hjemløse. Det infraordinære bliver en nøgle, der åbner stedet på en ny måde og afslører, hvor mange mærkværdige fortællinger, der folder sig ud for øjnene af en. Samtidig bliver det paradoksalt nok sværere at få øje på Paris i bogen, jo mere close-up stedet betragtes: Byen er lige så sær og detaljerig som enhver anden storby på jorden.”
Elisabeth Skou Pedersen: Litteraturen genfinder verdens hemmelige hjørner (Information 16/1/15)
Nomineret til Montanas Litteraturpris
Paris en brugsanvisning er nomineret til Montanas Litteraturpris 2014. Og er i godt selskab.
“C. Y. Frostholm har skrevet en forbilledlig optegnelse og rejsebog om Paris, en tekst – fotografier er en del af den – man kan læse og bruge, dels som en guide til et litterært ophold i Byernes By, men også som indføring i og anbefaling af Georges Perecs forfatterskab, som CYF citerer generøst og også låner metode fra.”
“Man får simpelthen lyst til at læse af bogen, Perec og Brainard i særdeleshed, men litteratur i det hele taget, bogen demonstrerer et litterært blik på verden, at man kan leve med og i litteratur. Og så får man virkelig rejselyst, man vil af sted til Paris, med denne bog i lommen.” (Mads Eslund)
Oplæsningsarrangement hos Montana torsdag 19/11 kl. 19.
Nomineret til Bukdahls Bet 2014
Paris en brugsanvisning er nomineret til Bukdahls Bet – Den smalle litteraturpris 2014.
En turistens ven
“Christian Yde Frostholm har skrevet en bog om Paris, der er lige så super smal, som den er vedkommende og bred – hvis læseren vel at mærke tør engagere sig i den.”
“Bogen er en rejse, en guide, en turistens ven. Den inviterer til et blik på Paris fritaget for de evigt samme historiske monumenter, fortællinger, tårne, stålkonstruktioner og creme-hvide politiske bygninger. Vi oplever det almindelige Paris, og vi oplever franskmændene i al fordom og fascination, men det gør ikke det kedelige kedeligt. Nej, tværtimod.”
“Frostholm giver os i Paris en brugsanvisning en metode til at bruge opmærksomheden; at opleve og fare vild i al hverdagsligheden i Paris’ gader og se den hverdag, vi måske undsiger os selv. Men der ligger også et etisk perspektiv i Frostholms bog, som leveres legende og poetisk, men også melankolsk. Det er i hverdagen, vi bor; det er herind, vi fødes. Her erstattes ting langsomt og ofte usynligt af nye ting, mennesker af andre mennesker, og erfaringer af nye erfaringer.”
Tue Løkkegaard anmelder Paris en brugsanvisning i Atlas Magasin.
Lektørudtalelse
Frostholm, Christian Yde: Paris en brugsanvisning / forfatter: Christian Yde Frostholm. – Forlaget * (asterisk). – Ca. 90 sider. – (The Piccadilly Expedition Company; 2). – DK 99.4 Frostholm, Christian Yde
Anvendelse/målgruppe/niveau
En meget utraditionel og absolut smal rejsebog, der henvender sig til Frostholms publikum, Paris-kendere og frankofile Georges Perec-kendere, man skal ikke forvente en rejseguide i traditionel forstand, men et stemningsskabende billede af steder, besøgt i 1970 [1] og 2013.
Beskrivelse
Den lille bog udkommer som én ud af ialt 6 i rejsebogsserien The Picadilly Expedition Company udgivet af forlaget Asterisk, præsenteret på Sydhavn Station. Frostholms bog relaterer til den fransk-jødiske forfatter, der døde i 1982, bl.a. til hans største værk Livet – en brugsanvisning, og til Perecs store projekt “Stederne”, hvor han registrerede forskellige steder i Paris, her er det en sammenligning mellem Frostholms ophold i Paris i 1970erne [2] og de samme steder set i 2013. Han iagttager folk og lytter, går i gaderne, fotograferer sære ting som et glemt køkkenelement, en række telefonbokse og hjemløses sovesteder. Alt nedfældet i små brudstykker, der tilsammen giver en lidt nedslidt pariserstemning.
Sammenligning
Perec udvalgte 12 parisiske steder, som havde betydet noget for ham og beskrev disse på mange forskellige måder. Frostholm er inspireret af denne metode, dog i meget mindre format. Man bliver selvfølgelig også mindet om Marcel Proust. Amalie Laulund Trudsø har med sin Koordinater beskrevet en række københavnske steder mere personligt udfoldet end denne.
Samlet konklusion
En smal og minimalistisk udgivelse der har bud til litterært interesserede frankofile.
Jette Landberg
—
[1+2] Perecs beskrivelser stammer fra 1960-70’erne, bogens forfatters Paris-erindringer fra 1990’erne. /CYF
Vi er rejsende i tid og rum
“Christian Yde Frostholm er som nævnt også billedkunstner, og hans fotografiske arbejder er kongeniale med den måde, han skriver på. Han har øje for det oversete, det tilfældigt efterladte, der i sig selv kan rumme en historie eller bare etablere forunderlige visuelle korrespondancer. En kædelås på et stakit, der ligner en hånd, der klynger sig fast, en skrift på en mur, og så selvfølgelig de efterladte telefonbokse.”
”Paris en brugsanvisning giver lyst til fluks at rejse i sine egne spor og sætte nye i byernes by, og den giver ikke mindst lyst til at læse mere af George Perec (…).”
Mai Misfeldt anmelder Paris en brugsanvisning i Kristeligt Dagblad (kræver abonnement).
De griller i blodbanken
“Christian Yde Frostholms minutiøst henrivende Paris en brugsanvisning, i al koncept-beskedenhed et nyt hovedværk i et forfatterskab, der gennem 00erne og 10erne igen og igen har overrumplet forfinet.”
Lars Bukdahl, Weekendavisen 7/2/14 (klik for at se større)
Dette nærvær i detaljen
“Værket er et suverænt udspil i erindringsgenren, kunstnerisk insisterende, sprogligt på et skyhøjt niveau. Og så med dette nærvær i detaljen, der giver en drejning, en mening, en dybde, en underfundighed”
Torben Wendelboe, Litteratursiden (21/3/13) om Selvportræt med dyr
Permanent nostalgi
Reportage om Permanent Poesi i TV-avisen 12/6 1998. Begivenheden var arrangeret af Litteraturen på Scenen med en lysinstallation af Birgitte Katborg Laursen og undertegnede. Via Thomas Bidstrup Jeppesen.
En lænestol faret vild
(Weekendavisen 27/7/12)
Skrøbelig og sikker
“Selvportræt med dyr er på én gang en beskrivelse af en forsigtig og forvirret basken rundt i verden, samtidig med at den er suverænt velskrevet, præcist afmålt og taler med stor sikkerhed om sit skrøbelige emne.”
Olga Ravn i Femina 44/2011
Anmeldelse og interview
“Bogen bliver aldrig tung eller sentimental, og er i sit sprogbrug nærmest afklædt. Det er dog tydeligt, at forfatteren har overvejet og udvalgt sine sætninger med omhu, og der ligger en særlig underfundighed i fortællingerne, der er med til at tilføre “Selvportræt med dyr” en imponerende grad af uimodståelighed. (…) “Selvportræt med dyr” er en emotionel erindrings-samling og en særdeles brugbar bog der, tilsigtet eller ej, rent faktisk er i stand til at føre os alle lidt tættere på en tolkning af vore egne underbelyste barndomsbilleder.”
Homotropolis: Eminente ensomme erindringsglimt (1/12/11)
Lektørudtalelse
Anvendelse/målgruppe/niveau: Værket henvender sig til Christian Yde Frostholms publikum – og til et publikum med interesse for homoseksualitet og skarp erindringskunst.
Beskrivelse: Frostholm, forfatter og billedkunstner, f. 1963, ser i dette værk tilbage på sit liv. Fremstillingen er punktvis. De enkelte tekster er korte, fra blot en enkelt linje til en side eller to. Sproget er klart og renset, men der ligger mange betydninger og meget tyngde bag de egentlig enkle udsagn, fx teksten på side 37, her gengivet i sin helhed: “Jeg hvisker til mine bamser, siger de andre og griner. Jeg frygter at de skal gennemskue det er drengene bag væggen jeg snakker med”. Centralt i bogen står forfatterens biseksualitet/homoseksualitet, som skildres i belysning af flere af hans skiftende forhold. Centralt er også forfatterens familie, mor, søstre, en far som en central figur. Værket er den fragmentariske skildring af et levet liv fra den helt spæde barndom til nutidens positioner, udfordrende, fascinerende og tankevækkende at følge i en helt suveræn prosa.
Sammenligning: Anvendelse fint i forlængelse af forfatterskabet med senest Ofte stillede spørgsmål, 2008 – og måske som paralleller som Hesselholdts Hovedstolen, 1998, Blendstrups Gud taler ud, 2004, og Grymers Fra evigheden til Horsens, 2011.
Samlet konklusion: Det er et meget selvstændigt, kunstnerisk insisterende udspil i erindringsgenren, som Frostholm her leverer.
(Lektørudtalelse om Selvportræt med dyr)
Reaktioner, 3
“Hvis man læser Selvportræt med dyr, sådan som den formentlig er tænkt, nemlig lyttende og langsomt, kommer man på én gang til at føle sig mere og mindre ensom end før.”
Erik Skyum-Nielsen om Selvportræt med dyr i Information.
Reaktioner, 2
MetroXpress kalder Selvportræt med dyr “Indbydende og let tilgængelig“.
Reaktioner
Lars Bukdahl citerer og anmelder Selvportræt med dyr i tre omgange og temperamenter, på sin blog her og her og i Weekendavisen.
Susanne Christensen citerer og anbefaler.
Og Tomas Lagermand Lundme mandagsanbefaler.
