Tyverialarmen er på fra jeg træder ind til jeg går ud. Jeg prøver at udsætte at gå til kassen, for det er dér det er værst. Ekspedienterne sidder lige ud for hvor lyden kommer fra. Alles ansigter er fortrukne, men ingen kommenterer det. Ingen kan høre hvad de siger. Ingen overvejer, om det er en god idé at opholde sig i dette rum, for slet ikke at tale om at arbejde her. Alle står bare pænt i kø. Der bliver en kort pause. Ekspedienten smiler og tæller sekunderne. “Reparation”, siger han. Så hyler det igen. Jeg har ondt i ørerne resten af formiddagen.
