Sidste nat med træet

Stemningen pÃ¥ Enghave Plads til aften var som den omkring skafottet: Nu skulle det kastanjetræ altsÃ¥ dø. De som rÃ¥bte højst var fulderikkerne, som i Ã¥revis har opholdt sig pÃ¥ pladsen, og som selv er blevet gennet væk af metrobyggeriet. Og folkestemningen var i den grad imod det fÃ¥tal af aktivister, der sad og slubrede suppe dér, hvor træfældningsbilen skulle køre ind: “Go AWAY!” skreg en dame i hoved pÃ¥ dem, mens pressefotograferne intenst fotograferede en halvnøgen dame klædt ud som trold, der perfekt inkarnerede folkedybets billede af “aktivisten”. Imens andre argumenterede, at aktivisterne jo bare ødelagde den fest, der skulle være i morgen, og hvor “metroselskabet ville give gratis øl”. Formodentlig for nogle af de penge der har sparet ved ikke at skulle grave uden om træet. “Det ville koste en million at spare det, og i virkeligheden er det rÃ¥ddent og ville være dødt om to Ã¥r”, fik jeg at vide af en der havde det fra direktøren for metroselskabet. En sølle million? Hvad mon de har brugt pÃ¥ at sprede goodwill om metroen og pÃ¥ at hyre vagter, træfældere osv? Historien om rÃ¥ddenskaben (som ogsÃ¥ er nÃ¥et Politikens netsider) tager udgangspunkt i et udsagn om, at træet ikke ville kunne tÃ¥le at blive gravet op og flyttet, men altsÃ¥ ikke at det ikke ville kunne tÃ¥le at blive stÃ¥ende. Der var ogsÃ¥ meget snak om flagermusene, der efter sigende har taget bolig i træet, og af hensyn til hvem, man hellere mÃ¥ skynde sig at fælde det, og helst efter tusmørketid. “De tager mere hensyn til flagermusene end til os”, som en kvinde sagde. Men ogsÃ¥ hun mente i virkeligheden: “nu gider jeg altsÃ¥ ikke vente mere, nu vil jeg se det træ fældet i en fart, sÃ¥ jeg kan komme op i lejligheden”. “Farvel gamle træ”, sagde børnene, da de (og jeg) gik hjem. Heller ikke flagermusene er vist hvad de giver ud for.