Fyrre forfattere gør oprør mod politikerens svigt i klima- og biodiversitetskrisen. Sammen med Extinction Rebellion har de arrangeret denne litteraturaktion, hvor forfattere begræder, hylder og beskriver planter, dyr og mennesker, som er truet af klima- og biodiversitetskrisen. Nogle forfattere vil læse op af den nationale rødliste (listen over danske truede dyre- og plantearter). Andre vil læse egne tekster om emnet.
Det bliver en heldags open-air litteraturaktion, hvor litteraturen vil inspirere, provokere, besynge og begræde – i klimaets og biodiversitetens navn.
Det er samtidig såkaldt die-in, hvor forfattere, borgere og aktivister lægger sig ned ved Christiansborg – som en påmindelse om det liv, der pines og udryddes for øjnene af os, og som en påmindelse om den fremtid vi går i møde, hvis politikerne ikke handler. Det foregår på dagen for Folketingets afslutningsdebat.
Forfatteren Carsten Jensen er konferencier.
Oplæsningerne akkompagneres af sørgemusik. Arrangementet er en del af Extinction Rebellion Danmarks oprørsuge. Find ud af mere.