Jeg sidder på cafeen i huset der skal rives ned. Alle lejlighederne på etagerne er barrikaderet, og alle de andre butikker virker lukkede nu, nogle er endda blevet indhegnet, men Café Crema har trukket skodderne op igen efter påskelukningen og alt virker så normalt som det nu kan på disse kanter.
Da vi kom her første gang for nogle måneder siden, var der et opslag om at cafeen skulle være lukket forlængst, men at ingen vidste præcis hvornår det ville ske. Nu er opslaget væk, og jeg spørger ikke om noget. Jeg smiler bare lidt ekstra til de skiftende folk i baren.
Da skuespillerne i Split Britches før deres Lost Lounge spurgte om der var noget vi havde mistet eller savnede i byen, måtte jeg som den eneste sige “jeg savner bare noget at savne”, fordi alting stadig var så nyt. Men det var Café Crema jeg egentlig ville have svaret. Det føles bare lidt billigt at sige, at man savner noget, man knap har kendt, og som fra éns første møde har været under afvikling.
Men det er Café Crema jeg savner. Mere og mere for hver dag.
