C.Y. Frostholm

Jeg fotograferer praktisk talt aldrig fremmede mennesker. Men i går aftes tog jeg et snigfoto af en ballerina-bobby der holdt rygepause fra turisterne, og i dag mens jeg stillede skarpt på en grøn plastikpose under nogle træer var der en mand i grøn t-shirt som cyklede ind i mit billede, og da jeg så den ekstra grønne farve i søgeren tænkte jeg, at det jo ikke kunne skade at knipse en enkelt gang mere. Straks efter lød der et brag på den anden side af træet bag mig. Det var cyklisten. Jeg ved ikke om det var min skyld, men jeg kunne ikke undgå at få det indtryk, at jeg måske havde distraheret ham. Han havde i fald ikke ikke set trappen, som ragede ud over fortovet hvor han cyklede, og nu lå han på jorden og holdt sig om sit knæ. Men han var heldigvis ikke vred, han smilede og havde faktisk ikke rigtig opmærksomhed til overs for mig. Øverst på den lille trappe sad der en ung kvinde på en bænk, og de var allerede kommet i snak.

Så begyndte det at småregne og jeg gik ind på museet. Da vi var vi kommet ud igen og sad på trappen udenfor fik jeg øje på nogle slatne gule balloner på metalhegnene på pladsen overfor og gik også over og tog billeder af dem, og bagefter af nogle røde gavebånd der var viklet rundt om hegnet. Straks jeg havde taget mine billeder begyndte en gruppe kvinder at bære det hele væk. Mens jeg gik tilbage tænkte jeg på hvor tit et billede på den måde er her og nu. Så satte jeg mig på trappen igen og indså at indstillingen på kameraet havde været helt håbløs. Og nu var ballonerne væk. Jeg gik alligevel over gaden og tog et enkelt billede mere af noget tredje, og så kom den kvinde som havde samlet de døde gule balloner sammen forbi mig med dem i hånden. I virkeligheden et meget bedre motiv, slog det mig. Men jeg kunne ikke få mig til at bede hende stoppe op.