‘new cross’
Hopes in the bin
Uden for pubben pÄ den anden side af gaden stÄr en kvinde med en Þl og en sÞlvtaske og rÄber lÊnge efter en mand med rygsÊk ovre pÄ det andet hjÞrne. Jeg kan kun hÞre hendes stemme, ikke hans, og jeg kan ikke hÞre ordene. Manden forsÞger at berolige hende, men uden held. Hun begynder at gÄ ned ad sidegaden imens hun fortsat rÄber, og han fÞlger efter hende pÄ modsatte fortov, og kort efter kommer hun tilbage og gÄr ned ad den store vej i stedet, hvor hun trÊder op i en busk og nÞdtÞrftigt forsÞger at skjule sig imens hun lÊner sig ud for at holde Þje med ham.
Da jeg kigger ud igen gÄr de begge ned ad vejen langsomt og med afstand imellem sig. Han gÄr hen til hende og lÊgger armene forsigtigt omkring hende som for at aflede hendes vrede, men han prÞver ikke at holde fast da hun begynder at gÄ igen. Jeg bliver stÄende et stykke tid i vinduet og venter pÄ at de er nÄet langt nok vÊk, sÄ gÄr jeg ned pÄ gaden med kameraet. Idet jeg trÊder ud pÄ trappen ser jeg rÊven som er pÄ vej om i baghaven. Jeg bliver stÄende pÄ afsatsen og den stopper og ser op pÄ mig som en hund. PÄ samme fortov som de gik ned ad kommer nu en mand og en kvinde som stopper op og begynder at kysse hinanden mens jeg gÄr over gaden.
Det er skraldebĂžtten foran pubben jeg vil fotografere, fordi nogen har fyldt den med engelske flag, og en hel ranke af dem, der skulle have lokket kunder til baren, nu hĂŠnger ud over kĂžrebanen. Det er egentlig for mĂžrkt til at tage billeder, men jeg tĂŠnker de vil vĂŠre vĂŠk nĂ„r det bliver lyst igen. Inde fra pubben, som jeg troede var lukket nu, nĂŠrmer nogen sig bag min ryg. âDet er godt,â siger en mand, âjeg sĂ„ det ogsĂ„ godt fĂžrâ. Han spĂžrger om jeg er kunstner ligesom han selv. âDet har allerede en titel,â siger han, âHopes in the binâ.
Café Crema
Jeg sidder pÄ cafeen i huset der skal rives ned. Alle lejlighederne pÄ etagerne er barrikaderet, og alle de andre butikker virker lukkede nu, nogle er endda blevet indhegnet, men Café Crema har trukket skodderne op igen efter pÄskelukningen og alt virker sÄ normalt som det nu kan pÄ disse kanter.
Da vi kom her fÞrste gang for nogle mÄneder siden, var der et opslag om at cafeen skulle vÊre lukket forlÊngst, men at ingen vidste prÊcis hvornÄr det ville ske. Nu er opslaget vÊk, og jeg spÞrger ikke om noget. Jeg smiler bare lidt ekstra til de skiftende folk i baren.
Da skuespillerne i Split Britches fĂžr deres Lost Lounge spurgte om der var noget vi havde mistet eller savnede i byen, mĂ„tte jeg som den eneste sige “jeg savner bare noget at savne”, fordi alting stadig var sĂ„ nyt. Men det var CafĂ© Crema jeg egentlig ville have svaret. Det fĂžles bare lidt billigt at sige, at man savner noget, man knap har kendt, og som fra Ă©ns fĂžrste mĂžde har vĂŠret under afvikling.
Men det er Café Crema jeg savner. Mere og mere for hver dag.
