“Først og fremmest er Træmuseet et researchet, poetisk studie i træer. Børstekoglefyrretræer, korkege og taks, cedertræer og plataner. Ginkgotræerne som overlevede atombomben i Hiroshima. Huldtræer og kludeege fra den danske folklore. I løbet af de første par hundrede sider bliver jeg til stadighed chokeret og fascineret af fakta, beskrivelser af alder og omfang, formering og køn, udryddelse og vedligehold – hvem vidste for eksempel, at ask kan skifte køn fra det ene år til det andet, for at, som der står, ‘skåne sig selv fra den krævende opgave, det kan være at bære frugt’? I takt med læsningen føler jeg mig imidlertid mere og mere som én af de indviede, som del af ‘den urbane botanikers’ klub: oplyst og engageret. En økopolitisk indignation tændes af at læse det ene eksempel efter det andet på menneskelig hensynsløshed og dårlig dømmekraft, men ikke fordi teksten er belærende eller irettesættende. Snarere spørgende: ‘Hvad tænker folk, når de skriver på træer? At det er noget dødt eller noget levende, at det er som en mur, eller som en tatovering på en levende krop?’”