skrevet

Og så hedder han Petit

Der er ikke så meget at sige. Man on Wire er en smuk og enkel film, godt fortalt og klippet ind til benet. I Vester Vov Vov i lørdags svarede instruktøren James Marsh på spørgsmål efter forevisningen. Marsh har bevidst valgt at udelade alle henvisninger til 9/11. Det er slet heller nødvendigt. Filmen er som en hulform, og det er umuligt ikke at se den i lyset af, hvad der siden skete med tårnene. Ikke mindst med billederne af byggepladsen under opførelsen – en omvending i stil med Safran Foers’ flipbog til sidst i Extremely Loud and Incredibly Close, hvor den faldende mand falder tilbage i bygningen. Philippe Petit faldt ingen steder. Han lagde sig bare lidt ned.

På beløbet?

Tyverialarmen er på fra jeg træder ind til jeg går ud. Jeg prøver at udsætte at gå til kassen, for det er dér det er værst. Ekspedienterne sidder lige ud for hvor lyden kommer fra. Alles ansigter er fortrukne, men ingen kommenterer det. Ingen kan høre hvad de siger. Ingen overvejer, om det er en god idé at opholde sig i dette rum, for slet ikke at tale om at arbejde her. Alle står bare pænt i kø. Der bliver en kort pause. Ekspedienten smiler og tæller sekunderne. “Reparation”, siger han. Så hyler det igen. Jeg har ondt i ørerne resten af formiddagen.

Kommende klumme

Livet i Netto

Den flotte Bryggebro imellem Islands Brygge og den nye Havneholm er forlængst kommet på plads, og det er ikke længere nødvendigt at cykle en kæmpe omvej rundt om Fisketorvet for at tage genvejen over havnen. Hvis altså lige man har mod på at forcere denne monumentale trappe på vejen.

Bonusinfo

Apropos elektroniske bøger og at læse i badekarret (Margaret Atwood’s hovedargument imod eBøger, jvf. Jeff Gomez) annoncerede if:books i går lanceringen af en vandtæt laptop, der er “let som en svamp” og har en særlig “skimread mode”. Chris Steib udførte allerede sidste år en sammenlignende test i sit eget badekar med både fordums og nymodens læseteknologi.

Utænkelige udsagn #1

“Husk at slukke babyen før oplæsningen”

Apropos appelsiner (sådan cirka har man det, når man ikke har været til Verbale pupiller).

Dagens ord

Tekstforbryder.

En jakkeklædt cyklist med hænderne for ørerne.

Jeg var virkelig overbevist om, at hendes grønne hænder var et bundt asparges.

“Din store idiot”, råber de og cykler videre i høj fart. Resten af dagen har man deres fremmede vrede siddende i nakken.

Jeg var måske den eneste, der så ham tabe sin kam, men jeg råbte ikke efter ham. Jeg blev bare holdende et øjeblik for at se, om han selv opdagede det.

Når de rejsende med deres bagagevogne begynder at ligne posedamer.

Ingen kan lade være at se, om nogen venter på dem i ankomsthallen.

353.000 søgeresultater for ordene “writer’s blog”.

En håbløs tendens overalt til at starte artikler med at referere til en søgning på Google.

Fornemmelsen af, at “nu kører det”, “nu ved jeg præcis, hvad jeg vil skrive”. Direkte forbundet med lysten til at forlade tastaturet.

En dreng, der synger playback til musikken på min iPod.

En hund med Gucci-solbriller.

En potteplante, hvis grene og blade er helt umulige at læse.

Et sørgmodigt ansigt i pølsevognens bagvindue.

Hedda

Rollernes køn er byttet ud, så der dannes homoseksuelle par. Men gad vide egentlig hvorfor. Al erotikken i forestillingen foregår i de vante heteroseksuelle konstellationer, imens homoparrene er platoniske, golde og – ikke mindst i det øjeblik de to mænd ender i den samme stol og faktisk rører ved hinanden – farceagtigt lattervækkende.

En soap

Den første gang får billedet med de blomstrende frugttræer foran vinduerne i Nordvest-blokken mig til at udbryde et “smukt”. Nøjagtig som kvinden på rækken bagved straks efter. “Smukt”. Anden gang er det allerede et udvandet og gennemsigtigt motiv.

Da Charlotte (Trine Dyrholm) og Veronika (David Dencik) begynder at kysse, zoomer kameraet ud, så man kan se Veronikas nederdel. Er det det, halvdelen af salen ler af?

Og som tre timer senere begynder igen.

Lyden af en vandhane, der er holdt op med at dryppe.

De havde netop pakket huset ind i plast, lige før vi flyttede ind. Den første måned var der ingen udsigt. Nu til morgen, to en halv måned senere, fjernede de også stilladset, og vi kunne se, hvordan huset, vi har boet i, ser ud. Det er blevet forår. På søndag flytter vi igen.

Men hvorfor er det, jeg lukker øjnene, når jeg pudser mine briller?

Det er i forrummet til et lokale med pengeautomater. De sidder på gulvet og drikker i det skarpe neonlys. Udenfor er fortovene spejlglatte. Dét er Berlin, siger vi til hinanden.

Slog et spejl itu. Signerede kontrakten. Skrev en kort tekst om en blå nøgle.

Troede meget naivt, jeg ville få lidt længere tid her, før nogen fandt mig. Jeg blev straks helt blogeret (smuk gestus ellers, RJJ).

I mellemtiden har Jill Walker fået 100.000 for sin research blogging.

Og jeg har på loftet tilfældigt fundet min officielle rejsedagbog fra sommerferien i Norge 1978. Sirlige beskrivelser af lutter tomhed, kortspil og slikspisen krydret med indklæbede pressede planter. Er der noget kedeligere end dagbøger skrevet for at blive læst af andre?

Fin aften på Lab i går. Glæder mig til Maja Lee Langvads digtsamling, som skulle komme på Borgen til maj, hun skriver og læser så cool og syleskarpt. Og Jens Blendstrups stumfilmsfuldskæg gav pludselig mening til hans forrygende tekst om Muhammedtegningerne: “Pas på!” Men hvad er det for nogle kirkebænke, de har fået på Lab? ØK søger tekster om depression og sortsyn, netop som foråret begynder at melde sig. Det er med at få dem skrevet, før det er for sent.

Alle siges at kunne huske den første gang. Hvem kan huske den sidste?

En hel dags overspringshandlinger, og så i minutterne før jeg må gå: den perfekte ro og koncentration.

Jeg beslutter, at dette er en blog.

I går aftes var hele familien Forfatter(skolen) forsamlet på LiteraturHaus omkring Horace Engdahl og Niels Frank til en oplæsning af og samtale om fragmenter og aforismer. Diskussionen i salen udartede sig, eller som Engdahl udtrykte det: den løb dem af hænde. Det blev simpelthen publikum for meget, at denne ikke-genre eller anti-genre pludselig skulle have så meget opmærksomhed. De fik ondt af alle de andre “rigtige” genrer. “Hvad med prosaen?” “Hvad med digtet?” Og så diskuterede de, om fragmentet var for “aristokratisk” eller “autoritært”. Jeg forestiller mig, hvordan det ville have set ud, hvis man var landet fra en anden planet.