‘affald’
Hopes in the bin
Uden for pubben pÄ den anden side af gaden stÄr en kvinde med en Þl og en sÞlvtaske og rÄber lÊnge efter en mand med rygsÊk ovre pÄ det andet hjÞrne. Jeg kan kun hÞre hendes stemme, ikke hans, og jeg kan ikke hÞre ordene. Manden forsÞger at berolige hende, men uden held. Hun begynder at gÄ ned ad sidegaden imens hun fortsat rÄber, og han fÞlger efter hende pÄ modsatte fortov, og kort efter kommer hun tilbage og gÄr ned ad den store vej i stedet, hvor hun trÊder op i en busk og nÞdtÞrftigt forsÞger at skjule sig imens hun lÊner sig ud for at holde Þje med ham.
Da jeg kigger ud igen gÄr de begge ned ad vejen langsomt og med afstand imellem sig. Han gÄr hen til hende og lÊgger armene forsigtigt omkring hende som for at aflede hendes vrede, men han prÞver ikke at holde fast da hun begynder at gÄ igen. Jeg bliver stÄende et stykke tid i vinduet og venter pÄ at de er nÄet langt nok vÊk, sÄ gÄr jeg ned pÄ gaden med kameraet. Idet jeg trÊder ud pÄ trappen ser jeg rÊven som er pÄ vej om i baghaven. Jeg bliver stÄende pÄ afsatsen og den stopper og ser op pÄ mig som en hund. PÄ samme fortov som de gik ned ad kommer nu en mand og en kvinde som stopper op og begynder at kysse hinanden mens jeg gÄr over gaden.
Det er skraldebĂžtten foran pubben jeg vil fotografere, fordi nogen har fyldt den med engelske flag, og en hel ranke af dem, der skulle have lokket kunder til baren, nu hĂŠnger ud over kĂžrebanen. Det er egentlig for mĂžrkt til at tage billeder, men jeg tĂŠnker de vil vĂŠre vĂŠk nĂ„r det bliver lyst igen. Inde fra pubben, som jeg troede var lukket nu, nĂŠrmer nogen sig bag min ryg. âDet er godt,â siger en mand, âjeg sĂ„ det ogsĂ„ godt fĂžrâ. Han spĂžrger om jeg er kunstner ligesom han selv. âDet har allerede en titel,â siger han, âHopes in the binâ.
Hanging out in Islington
Fyren her var ikke nogen dukke, men en levende mand, og han blev hÊngende til langt ud pÄ aftenen. I bidende kulde.
Komplekset i Islington i Nord-London hedder The Market Estate, og lige om lidt er det jÊvnet med jorden. I gamle dage hed stedet The Copenhagen Fields, og i lang tid var det et kvÊgmarked, hvorfra tÄrnet endnu stÄr tilbage.
Bare fyrre Är tog det at slide bygningen ned. Som en sidste hilsen brugte en rÊkke kunstnere lejlighederne og omrÄdet som ramme om installationer, udstillinger og performances pÄ en en-dages-udstiling i lÞrdags.
Amerikanske Mary Coble og Blithe Riley tilbragte 18 dage i huset, dĂžr om dĂžr med de sidste udflyttere, og viste et preview pĂ„ to virkelig fine flerkanalsvideoer, de nĂ„ede at fĂ„ optaget: Den mest omfattende af dem var en Sisyfos-lignende flytning-fra-helvede, hvor alskens mĂžbler, badevĂŠgte og gamle dukkehuse (fundet i kĂŠldrene under blokkene) med mĂžje og besvĂŠr bliver slĂŠbt op i huset – blot for at blive kastet ud over altanen. Moving in – moving out. Se mere pĂ„ deres projektblog.
Faits divers
“The Duke of Edinburgh showed his environmentally friendly side by clearing some rubbish at Sandringham. Prince Philip spotted a coffee cup on the ground near a crowd gathered outside Sandringham Church, where he and the Queen were attending morning service yesterday. Rather than pointing out the litter to aides or ignoring it, the 88-year-old Duke ducked under the cordon, bent down and picked it up himself.”
(Evening Standard)
Skodplakat
Jeg har ikke selv stemt pĂ„ Klaus Bondam, men jeg hĂ„ber heller ikke, det gĂ„r sĂ„ slemt for ham i dag, som det spĂ„s. Hvis denne plakat alene skulle gĂžre arbejdet, var det dog lige ved, at jeg forstod, det mĂ„tte gĂ„ galt. Den overgĂ„r jo selv nihilisternes nuttede dyr! Kombineret med de radikales mĂ„ske lidt for ĂŠrlige ambition om at vise, at det stod for andet end “skodsager” i KĂžbenhavn, er den selvlysende grafiske perle klart valgets vinder pĂ„ plakatfronten. Men sig mig lige hvad I tĂŠnkte pĂ„.
