“SĂ„dan er det at have en kĂŠreste … 2000 i faste udgifter”
(KB Hallen)
[Afrevne ord live pÄ Lab 4/5 kl. 20.]
[Lidt ord om ORD-udstillingen og -debatten pÄ LiteraturHaus i aftes.]
[Har anmeldt Ottar Ormstads telefonkatalogdiktet i den norske avis Klassekampen i dag. Her er ordene pÄ dansk. LÊs ogsÄ Karin Haugens interview.]
Rollernes kĂžn er byttet ud, sĂ„ der dannes homoseksuelle par. Men gad vide egentlig hvorfor. Al erotikken i forestillingen foregĂ„r i de vante heteroseksuelle konstellationer, imens homoparrene er platoniske, golde og – ikke mindst i det Ăžjeblik de to mĂŠnd ender i den samme stol og faktisk rĂžrer ved hinanden – farceagtigt lattervĂŠkkende.
Den fĂžrste gang fĂ„r billedet med de blomstrende frugttrĂŠer foran vinduerne i Nordvest-blokken mig til at udbryde et “smukt”. NĂžjagtig som kvinden pĂ„ rĂŠkken bagved straks efter. “Smukt”. Anden gang er det allerede et udvandet og gennemsigtigt motiv.
Da Charlotte (Trine Dyrholm) og Veronika (David Dencik) begynder at kysse, zoomer kameraet ud, sÄ man kan se Veronikas nederdel. Er det det, halvdelen af salen ler af?
Ottar Ormstad-dag pÄ Afsnit P.
“Unge mand!” Manden pĂ„ cyklen bag mig rĂ„ber mig an. “Du bliver stoppet af politiet! Du fĂ„r en bĂžde pĂ„ 500 kr. Du har ikke noget katteĂžje. Du kan fĂ„ et for fem kroner lige derhenne. Det fik jeg.” Han bliver ved at tale til mig en god stund, efter at jeg er kĂžrt fra ham.
De havde netop pakket huset ind i plast, lige fÞr vi flyttede ind. Den fÞrste mÄned var der ingen udsigt. Nu til morgen, to en halv mÄned senere, fjernede de ogsÄ stilladset, og vi kunne se, hvordan huset, vi har boet i, ser ud. Det er blevet forÄr. PÄ sÞndag flytter vi igen.
“Jeg ringer fra Amager Centret. Vi er nĂždt til at tage til Ribe i aften. Der er sket noget sygdom i familien.”
Man er kommet i fint selskab. Fernisering fredag 31. marts kl. 16.
“Det er typisk mit liv”
(Martin Larsen: Ă rhus)
Det er i forrummet til et lokale med pengeautomater. De sidder pÄ gulvet og drikker i det skarpe neonlys. Udenfor er fortovene spejlglatte. Dét er Berlin, siger vi til hinanden.
Troede meget naivt, jeg ville fÄ lidt lÊngere tid her, fÞr nogen fandt mig. Jeg blev straks helt blogeret (smuk gestus ellers, RJJ).
I mellemtiden har Jill Walker fÄet 100.000 for sin research blogging.
Og jeg har pÄ loftet tilfÊldigt fundet min officielle rejsedagbog fra sommerferien i Norge 1978. Sirlige beskrivelser af lutter tomhed, kortspil og slikspisen krydret med indklÊbede pressede planter. Er der noget kedeligere end dagbÞger skrevet for at blive lÊst af andre?
Fin aften pĂ„ Lab i gĂ„r. GlĂŠder mig til Maja Lee Langvads digtsamling, som skulle komme pĂ„ Borgen til maj, hun skriver og lĂŠser sĂ„ cool og syleskarpt. Og Jens Blendstrups stumfilmsfuldskĂŠg gav pludselig mening til hans forrygende tekst om Muhammedtegningerne: “Pas pĂ„!” Men hvad er det for nogle kirkebĂŠnke, de har fĂ„et pĂ„ Lab? ĂK sĂžger tekster om depression og sortsyn, netop som forĂ„ret begynder at melde sig. Det er med at fĂ„ dem skrevet, fĂžr det er for sent.
En hel dags overspringshandlinger, og sÄ i minutterne fÞr jeg mÄ gÄ: den perfekte ro og koncentration.
“Selv om det rommet jeg befinner meg i er helt mĂžrkt, lukker jeg Ăžynene nĂ„r jeg legger meg til Ă„ sove.”
“Kriteriet Ă€r inte att kunne sĂ€ga djuppsinnigheter – det gör Ă€ven vansinniga – utan att kunne lyssna.”
Horace Engdahl: Meteorer
I gĂ„r aftes var hele familien Forfatter(skolen) forsamlet pĂ„ LiteraturHaus omkring Horace Engdahl og Niels Frank til en oplĂŠsning af og samtale om fragmenter og aforismer. Diskussionen i salen udartede sig, eller som Engdahl udtrykte det: den lĂžb dem af hĂŠnde. Det blev simpelthen publikum for meget, at denne ikke-genre eller anti-genre pludselig skulle have sĂ„ meget opmĂŠrksomhed. De fik ondt af alle de andre “rigtige” genrer. “Hvad med prosaen?” “Hvad med digtet?” Og sĂ„ diskuterede de, om fragmentet var for “aristokratisk” eller “autoritĂŠrt”. Jeg forestiller mig, hvordan det ville have set ud, hvis man var landet fra en anden planet.