fotograferet
Sidste nat med træet
Stemningen på Enghave Plads til aften var som den omkring skafottet: Nu skulle det kastanjetræ altså dø. De som råbte højst var fulderikkerne, som i årevis har opholdt sig på pladsen, og som selv er blevet gennet væk af metrobyggeriet. Og folkestemningen var i den grad imod det fåtal af aktivister, der sad og slubrede suppe dér, hvor træfældningsbilen skulle køre ind: “Go AWAY!” skreg en dame i hoved på dem, mens pressefotograferne intenst fotograferede en halvnøgen dame klædt ud som trold, der perfekt inkarnerede folkedybets billede af “aktivisten”. Imens andre argumenterede, at aktivisterne jo bare ødelagde den fest, der skulle være i morgen, og hvor “metroselskabet ville give gratis øl”. Formodentlig for nogle af de penge der har sparet ved ikke at skulle grave uden om træet. “Det ville koste en million at spare det, og i virkeligheden er det råddent og ville være dødt om to år”, fik jeg at vide af en der havde det fra direktøren for metroselskabet. En sølle million? Hvad mon de har brugt på at sprede goodwill om metroen og på at hyre vagter, træfældere osv? Historien om råddenskaben (som også er nået Politikens netsider) tager udgangspunkt i et udsagn om, at træet ikke ville kunne tåle at blive gravet op og flyttet, men altså ikke at det ikke ville kunne tåle at blive stående. Der var også meget snak om flagermusene, der efter sigende har taget bolig i træet, og af hensyn til hvem, man hellere må skynde sig at fælde det, og helst efter tusmørketid. “De tager mere hensyn til flagermusene end til os”, som en kvinde sagde. Men også hun mente i virkeligheden: “nu gider jeg altså ikke vente mere, nu vil jeg se det træ fældet i en fart, så jeg kan komme op i lejligheden”. “Farvel gamle træ”, sagde børnene, da de (og jeg) gik hjem. Heller ikke flagermusene er vist hvad de giver ud for.
Be here now
City Lights Bookstore, San Francisco (flere billeder)
Guerilla gardening goes civilized
Frøboldeområde.
We have a situation
Den hvide mands første maj-optog 2011. Flere billeder.
Den uendelige historie
(tilegnet Karen Wagner)
Pretty picture
“That’s a pretty picture,” sagde damen der gik forbi.
Jul på Enghave Plads
På søndag tændes juletræet på Rådhuspladsen. Imens er lysene på kastanjen på Enghave Plads forlængst gået ud bag afspærringerne, og snart slukker metrobyggeriet helt for træet, som skal hugges op og blive til kunst. For nogle måneder siden faldt dets sidste kastanjer ned i hovedet på de hjelmklædte mænd og kvinder, nu afventer de vist kun det mindst spektakulære tidspunkt.
En kort stund overvejede man faktisk at plante det gamle træ om, forlyder det. “Hvis man kan bygge en Cityring, kan man vel også flytte et træ,” som eksperterne udtalte. Men det kunne det desværre ikke holde til, eftersom dele af stammen er rådden. Det var ikke omstillingsparat.
Fremmede mennesker
Jeg fotograferer praktisk talt aldrig fremmede mennesker. Men i går aftes tog jeg et snigfoto af en ballerina-bobby der holdt rygepause fra turisterne, og i dag mens jeg stillede skarpt på en grøn plastikpose under nogle træer var der en mand i grøn t-shirt som cyklede ind i mit billede, og da jeg så den ekstra grønne farve i søgeren tænkte jeg, at det jo ikke kunne skade at knipse en enkelt gang mere. Straks efter lød der et brag på den anden side af træet bag mig. Det var cyklisten. Jeg ved ikke om det var min skyld, men jeg kunne ikke undgå at få det indtryk, at jeg måske havde distraheret ham. Han havde i fald ikke ikke set trappen, som ragede ud over fortovet hvor han cyklede, og nu lå han på jorden og holdt sig om sit knæ. Men han var heldigvis ikke vred, han smilede og havde faktisk ikke rigtig opmærksomhed til overs for mig. Øverst på den lille trappe sad der en ung kvinde på en bænk, og de var allerede kommet i snak.
Så begyndte det at småregne og jeg gik ind på museet. Da vi var vi kommet ud igen og sad på trappen udenfor fik jeg øje på nogle slatne gule balloner på metalhegnene på pladsen overfor og gik også over og tog billeder af dem, og bagefter af nogle røde gavebånd der var viklet rundt om hegnet. Straks jeg havde taget mine billeder begyndte en gruppe kvinder at bære det hele væk. Mens jeg gik tilbage tænkte jeg på hvor tit et billede på den måde er her og nu. Så satte jeg mig på trappen igen og indså at indstillingen på kameraet havde været helt håbløs. Og nu var ballonerne væk. Jeg gik alligevel over gaden og tog et enkelt billede mere af noget tredje, og så kom den kvinde som havde samlet de døde gule balloner sammen forbi mig med dem i hånden. I virkeligheden et meget bedre motiv, slog det mig. Men jeg kunne ikke få mig til at bede hende stoppe op.
Hopes in the bin
Uden for pubben på den anden side af gaden står en kvinde med en øl og en sølvtaske og råber længe efter en mand med rygsæk ovre på det andet hjørne. Jeg kan kun høre hendes stemme, ikke hans, og jeg kan ikke høre ordene. Manden forsøger at berolige hende, men uden held. Hun begynder at gå ned ad sidegaden imens hun fortsat råber, og han følger efter hende på modsatte fortov, og kort efter kommer hun tilbage og går ned ad den store vej i stedet, hvor hun træder op i en busk og nødtørftigt forsøger at skjule sig imens hun læner sig ud for at holde øje med ham.
Da jeg kigger ud igen går de begge ned ad vejen langsomt og med afstand imellem sig. Han går hen til hende og lægger armene forsigtigt omkring hende som for at aflede hendes vrede, men han prøver ikke at holde fast da hun begynder at gå igen. Jeg bliver stående et stykke tid i vinduet og venter på at de er nået langt nok væk, så går jeg ned på gaden med kameraet. Idet jeg træder ud på trappen ser jeg ræven som er på vej om i baghaven. Jeg bliver stående på afsatsen og den stopper og ser op på mig som en hund. På samme fortov som de gik ned ad kommer nu en mand og en kvinde som stopper op og begynder at kysse hinanden mens jeg går over gaden.
Det er skraldebøtten foran pubben jeg vil fotografere, fordi nogen har fyldt den med engelske flag, og en hel ranke af dem, der skulle have lokket kunder til baren, nu hænger ud over kørebanen. Det er egentlig for mørkt til at tage billeder, men jeg tænker de vil være væk når det bliver lyst igen. Inde fra pubben, som jeg troede var lukket nu, nærmer nogen sig bag min ryg. ”Det er godt,” siger en mand, ”jeg så det også godt før”. Han spørger om jeg er kunstner ligesom han selv. ”Det har allerede en titel,” siger han, ”Hopes in the bin”.
Newspeak: British art now
Karla Black: Nothing is a must
Eugenie Scrase: Truncated trunk
Newspeak: British art now (Saatchi Gallery)
A dusty whale, a blind hamster, and a pickled library with a Norvegian rat (found dead outside the museum)
“I have dreams of orca whales and owls
but I wake up in fear…”
Lidt flere billeder fra Natural History Museum her.
