C.Y. Frostholm

Giv et eksempel på et smukt ord?

“Børstekoglefyr” er et ret skønt ord, nærmest en hel lille tegning i sig selv. Børstekoglefyrren er blandt de ældste levende planter og kan blive næsten 5000 år. Jeg så nogle af dem sidste sommer i Californien, og de gjorde et stort indtryk, som jeg nu forsøger at genkalde i navnet. Desuden er det et godt og grundigt sammensat ord – hele tre ord i ét. Og ord er lidt som atomer. Det er først når man sætter dem sammen, der rigtigt begynder at ske noget. Derfor er deres skønhed også meget relativ, ligesom navne ændrer karakter efter hvem der bærer dem.

Giv et eksempel på et grimt ord?

Jeg tror “andengenerationsindvandrer” er et af de grimmeste ord, jeg kan komme i tanke om. Det et magtord opfundet til at pege nogen ud og fratage dem rettigheder. Men ord kan være uhyggeligt effektive. De gror fast i sproget og kommer til at lyde som selvfølgeligheder.

Hvordan har du det med ord, hvad er dit forhold til dem? Kommer de let til dig eller må du slås med dem?

Jeg er meget glad for ord, og kan være meget nørdet med dem. Men de kommer ikke nemt til mig. Det bør de vel strengt taget heller ikke gøre for en der skriver, kunne man indvende. Meget af mit arbejde som forfatter er desuden gået med at tage ord væk.

Har du nogensinde været tom for ord?

Meget ofte. Nogle gange lader jeg simpelt hen være med at skrive og fotograferer i stedet. Andre gange har jeg lånt andres ord og skrevet med dem. Blandt andet i min bog Ofte stillede spørgsmål (2008), hvor jeg hentede dem på nettet. Det kan være meget befriende, at éns materiale ikke er fuldkommen éns eget (hvilket sproget selvfølgelig heller aldrig er).

Hvilke ord arbejder du med for tiden?

Min sidste bog, Selvportræt med dyr, er selvbiografisk og har derfor i nogen tid været meget optaget af ord og udtryk, der tilhører familien og barndommen: “Skrub-af-te” for eksempel. Det er et ord, man ikke kan finde med Google, men som for mig har fungeret som en slags pant på en anden verden. Eller “springbalsamin” – en plante jeg var meget fascineret af som barn. Min far var også meget glad for ord og etymologi, det var et sted vi kunne mødes, og brokker af det sprog, jeg bruger, er på en måde mine forældres, der på lever videre i mig på godt og ondt.

Hvad kan ordet som fotografiet ikke kan?

Måske kan ordet være tilpas præcist/upræcist til, at man på én gang kan se noget fælles og noget individuelt. At forfatterens og læserens indre billeder har mulighed for at glide sammen – for eksempel barndomserindringer – så man kan deles om en beskrivelse eller hændelse, selv om det er forskellige billeder, man hver især har på nethinden. Det er noget, der er svært at opnå med et fotografi.

Er der et ord, du bruger særligt meget for tiden?

“Tåkrummende”, siger min kæreste. Og han har nok ret: der er mange ting, jeg finder tåkrummende. Det er også et godt og sigende (sammensat) ord.

Giv et eksempel på et ord, der ser særligt smukt ud på papiret, altså et ord der ser godt ud?

Igen foretrækker jeg nok ord i samspil på siden. Men det jo også være fascinerende, når et ord står alene og betydningen på et tidspunkt kan gå helt i opløsning og ordet bare blive en ting, “i” for eksempel. I mit hjem hænger et ordmaleri af kunstneren Lise Nørholm, hvor ordet “BELIGGENHED” er gentaget tre gange over hinanden, så man næsten bliver hypnotiseret af det. Dét ord ser rigtig godt ud, og forandrer sig efter hvor det hænger.

Hvilket ord er det mest kantede du har set eller hørt?

“Proaktiv” er nok et af mine hadeord. Det er helt på højde med “plusgod” i Orwell’s 1984. En hver tid har vel den slags orddimser, der skal forsøge at oversælge nogle ting eller begreber.

Hvilket ord er det blideste, du har hørt?

Jeg synes ordet “kæreste” er et meget blidt ord. Ordet “hustru” derimod skurrer, hver gang jeg hører nogen bruge det. Det forstår jeg ikke man har lyst til at kalde nogen. Hvilket minder mig om en dame jeg hørte i et supermarked kalde på sin mand: “Elskede, elskede,” gentog hun højt flere gange. Dér var det konteksten, der gjorde, at noget sødt pludselig blev utrolig kantet.

Hvilket ord vil du forære Politikens læsere, som de kan smage på og tænke over og bruge efter lyst og behov?

“Hvidme” er et besynderligt ord. Det står i den nye Moby Dick-oversættelse i kapitlet om “The Whiteness of the Whale”, som jeg har tygget på de sidste par dage. Det er åbenbart et gammelt dansk ord, som oversætteren har hentet frem af gemmerne, men jeg har endnu ikke vænnet mig til det. Jeg tænker nu stadig, der må være en grund til, at der ikke bare står “hvidhed”.

–

(Mine svar på Malene Ravns spørgsmål til Politiken i dag, hvoraf de fire kom på tryk).