C.Y. Frostholm

Stemningen på Enghave Plads til aften var som den omkring skafottet: Nu skulle det kastanjetræ altså dø. De som råbte højst var fulderikkerne, som i årevis har opholdt sig på pladsen, og som selv er blevet gennet væk af metrobyggeriet. Og folkestemningen var i den grad imod det fåtal af aktivister, der sad og slubrede suppe dér, hvor træfældningsbilen skulle køre ind: “Go AWAY!” skreg en dame i hoved på dem, mens pressefotograferne intenst fotograferede en halvnøgen dame klædt ud som trold, der perfekt inkarnerede folkedybets billede af “aktivisten”. Imens andre argumenterede, at aktivisterne jo bare ødelagde den fest, der skulle være i morgen, og hvor “metroselskabet ville give gratis øl”. Formodentlig for nogle af de penge der har sparet ved ikke at skulle grave uden om træet. “Det ville koste en million at spare det, og i virkeligheden er det råddent og ville være dødt om to år”, fik jeg at vide af en der havde det fra direktøren for metroselskabet. En sølle million? Hvad mon de har brugt på at sprede goodwill om metroen og på at hyre vagter, træfældere osv? Historien om råddenskaben (som også er nået Politikens netsider) tager udgangspunkt i et udsagn om, at træet ikke ville kunne tåle at blive gravet op og flyttet, men altså ikke at det ikke ville kunne tåle at blive stående. Der var også meget snak om flagermusene, der efter sigende har taget bolig i træet, og af hensyn til hvem, man hellere må skynde sig at fælde det, og helst efter tusmørketid. “De tager mere hensyn til flagermusene end til os”, som en kvinde sagde. Men også hun mente i virkeligheden: “nu gider jeg altså ikke vente mere, nu vil jeg se det træ fældet i en fart, så jeg kan komme op i lejligheden”. “Farvel gamle træ”, sagde børnene, da de (og jeg) gik hjem. Heller ikke flagermusene er vist hvad de giver ud for.