Dave Eggers: Zeitoun
Da Dave Eggers var i London for nylig til et Book Slam-arrangement pÄ The Tabernacle, lÊste han nogle fÄ sider af sin nyeste udgivelse Zeitoun og lukkede derefter bogen, hvorefter han fuldkommen ubrudt gled over i en genfortÊlling af en stor del af historien. I fÞrste omgang mÄske lidt skuffende, nÄr man er kommet for at hÞre en forfatter lÊse, men man blev hurtigt suget ind af hans utrolige evne til at fortÊlle mundtligt, som det nÊsten fÞltes som en stÞrre oplevelse at vÊre vidne til, end til en mand der lÊser ord til andet hvad han har skrevet.
Zeitoun er non-fiction, men letlĂŠst, jeg havde nĂŠr sagt som en thriller. Den handler om en familie, der bliver offer for orkanen Katrina, men i endnu hĂžjere grad for myndighedernes mĂ„de at tackle katastrofen pĂ„ i det paranoide klima efter 11. september. Det er en af den slags bĂžger, der umuligt kan efterlade Ă©n ligegyldig. Ikke mindst fordi det hurtigt bliver klart for Ă©n at katastrofen ikke afgrĂŠnser sig til New Orleans og 2005. Det der gik galt i New Orleans hĂŠnger jo sammen med noget der foregĂ„r overalt i Vesten i disse Ă„r. En foragt for basale rettigheder og menneskelig respekt. Et skred som gĂžr, at det fra det ene sekund til det andet pludselig kan blive “okay” at fratage tilfĂŠldige medborgere al vĂŠrdighed. Hvis man ikke allerede var alarmeret, bliver man det nĂ„r man har lyttet til Kathy og Abdulrahman Zeitouns historie.
(Jeg gentager lige linket til Gary Youngs rammende anmeldelse i The Guardian).
Café Crema
Jeg sidder pÄ cafeen i huset der skal rives ned. Alle lejlighederne pÄ etagerne er barrikaderet, og alle de andre butikker virker lukkede nu, nogle er endda blevet indhegnet, men Café Crema har trukket skodderne op igen efter pÄskelukningen og alt virker sÄ normalt som det nu kan pÄ disse kanter.
Da vi kom her fÞrste gang for nogle mÄneder siden, var der et opslag om at cafeen skulle vÊre lukket forlÊngst, men at ingen vidste prÊcis hvornÄr det ville ske. Nu er opslaget vÊk, og jeg spÞrger ikke om noget. Jeg smiler bare lidt ekstra til de skiftende folk i baren.
Da skuespillerne i Split Britches fĂžr deres Lost Lounge spurgte om der var noget vi havde mistet eller savnede i byen, mĂ„tte jeg som den eneste sige “jeg savner bare noget at savne”, fordi alting stadig var sĂ„ nyt. Men det var CafĂ© Crema jeg egentlig ville have svaret. Det fĂžles bare lidt billigt at sige, at man savner noget, man knap har kendt, og som fra Ă©ns fĂžrste mĂžde har vĂŠret under afvikling.
Men det er Café Crema jeg savner. Mere og mere for hver dag.
Pictures
“You should come to my house and take some pictures. People are changing every day”, siger kvinden og prĂžver at fĂ„ mig til at stoppe op. “There is a story in every picture”.
Angela de la Cruz: After
Angela de la Cruz: After, Camden Arts Centre.
“[The chair] was actually flattened by being sat on by a great woman, when I was in one of the hospitals I stayed in for a long time. It became completely useless and irreparable – bin material. I suffered a very serious stroke in 2005, from which I am still recovering, and seeing that was probably the first time that I had laughed since it happened”.
(Angela de la Cruz om vĂŠrket “Flat” i Time Out London)
Anmeldelse og billeder: Guardian, flere vĂŠrker: Lisson Gallery.
All Days Are Nights
Douglas Gordon har fotograferet til omslaget pÄ Rufus Wainwrights nye cd, All Days Are Nights: Songs for Lulu, og lavet visuals til hans nÊste turné.
Kontakthof (Pina Bausch)
Tanztheater Wuppertal Pina Bausch: Kontakthof (Barbican Centre)
Michelangelo’s Dream
Michelangelo Buonarroti, The Punishment of Tityus (1532).
Michelangelo Buonarroti, sonet (ca. 1534).
Michelangelo’s Dream. The Courtauld Gallery.
Stemmen bag mig i bussen svarer fĂžrst âNot too badâ uden stĂžrre entusiasme. Og sĂ„ pludselig efter en pause rĂ„ber den ind i rĂžret: âEr det sandt?! Du er en skat! Jeg er den lykkeligste kvinde i London! Nu kan jeg tage til Jamaica!â PĂ„ sĂŠdet foran griner to knĂŠgte i smug til deres far, da hun gentager det tredje gang, sĂ„ hele bussen er med: âJeg er den lykkeligste kvinde i London!â Men hun lyder stadig ikke glad. PĂ„ den anden side lykĂžnsker en anden kvinde sin veninde pĂ„ fransk. âHvordan fĂžles det at vĂŠre atten? Hvad skal du? Ingenting? Har du ingen penge?â Hun forsĂžger at trĂžste: âMan behĂžver ikke vente til sin fĂždselsdag for at have brug for penge.â
Incredible
“Most Americans who hear tales from that time find them literally incredible. This is not necessarily because they don’t believe them (although the fact that a third of the country thought Bush did a good job with Katrina suggests that many don’t), but because to concede that they are possible would force them to reevaluate everything they thought they knew about their country. If these things are possible, what does it say about democracy, the constitution, prosperity, law, order and justice? And without those things, what is left of America? The problem is not naivety. But, like a meat eater in an abattoir, they are being confronted with a vulgar reality of which they chose to be either only vaguely aware or which they understood to exist in a parallel universe that would never encroach on their own, even in their imagination.”
Gary Younge om Dave Eggers’ roman Zeitoun i The Guardian
Project for a new novel
JG Ballard: Project for a new novel (1958)
Rick McGrath: JG Ballard’s Graphic Experiments
Mike Bonsall: J.G. Ballard’s Experiment in Chemical Living
Crash – Homage to JG Ballard, Gagosian Gallery
Life-long companions
Benjamin Britten og Peter Pears malet af Kenneth Green (1943). National Portrait Gallery.
“…we are intuitively familiar with issues of injustice, unfairness, inequality and immorality – we have just forgotten how to talk about them.”
“As citizens of a free society, we have a duty to look critically at our world. But that is not enough. If we think we know what is wrong, we must act on that knowledge.”
Tony Judt: A manifesto for a new politics (The Guardian)
Treatment Room
Richard Hamilton: Treatment Room (1983-84). Modern Moral Matters, Serpentine Gallery.
Split Britches: The Lost Lounge
(Split Britches: The Lost Lounge, Queen Mary University, marts 2010)
“I walked down the Bowery and turned right on Bond Street the other day, and for a minute I thought, Oh my God, I donât know where I am! I just didnât recognize it. And so one of the themes that weâre working on is how memory is tied up with landscape, and what happens when you lose your landscapeĂąâŹâhow identity is tied into place and how it feels like weâre losing part of our identity by losing those places.”
Hanging out in Islington
Fyren her var ikke nogen dukke, men en levende mand, og han blev hÊngende til langt ud pÄ aftenen. I bidende kulde.
Komplekset i Islington i Nord-London hedder The Market Estate, og lige om lidt er det jÊvnet med jorden. I gamle dage hed stedet The Copenhagen Fields, og i lang tid var det et kvÊgmarked, hvorfra tÄrnet endnu stÄr tilbage.
Bare fyrre Är tog det at slide bygningen ned. Som en sidste hilsen brugte en rÊkke kunstnere lejlighederne og omrÄdet som ramme om installationer, udstillinger og performances pÄ en en-dages-udstiling i lÞrdags.
Amerikanske Mary Coble og Blithe Riley tilbragte 18 dage i huset, dĂžr om dĂžr med de sidste udflyttere, og viste et preview pĂ„ to virkelig fine flerkanalsvideoer, de nĂ„ede at fĂ„ optaget: Den mest omfattende af dem var en Sisyfos-lignende flytning-fra-helvede, hvor alskens mĂžbler, badevĂŠgte og gamle dukkehuse (fundet i kĂŠldrene under blokkene) med mĂžje og besvĂŠr bliver slĂŠbt op i huset – blot for at blive kastet ud over altanen. Moving in – moving out. Se mere pĂ„ deres projektblog.
Forretningsforslag
Det er forstÄeligt, at du kan blive en lille smule bange, fordi du ikke kender mig. Tilgiv denne usÊdvanlige mÄde at kontakte dig, men dette brev er af usÊdvanlig og meget privat karakter, som i kraft af mit udsigtspunkt i Hang Seng Bank Ltd, Hong Kong, jeg har en lukrativ forretningsforslag af fÊlles interesse at dele med you. There er ingen mÄde for mig at vide, om jeg vil blive forstÄet rigtigt, men det er min opgave at skrive og nÄ ud til dig i tillid til, at vil du give dette forslag en positiv overvejelse. Jeg Mr. Jon Chan, sydkoreansk og en af direktÞrerne for Hang Seng Bank Limited her i Hong Kong. Du skal hjÊlpe mig med at udfÞre et virksomhedsprojekt fra vores bank pÄ US $ 25,5 Million. These midler blev deponeret hos vores bank, som en kunde i vores bank, der er statsborger i dit land/omrÄde, som desvÊrre dÞde i december 2004 asiatiske tsunami-katastrofen. Jeg skal give dig flere informationer om denne operation, da I modtager dit svar.
10 regler for forfattere
“My main rule is to say no to things like this, which tempt me away from my proper work” lyder Philip Pullmans svar pĂ„ The Guardians enquete, 10 rules for writers. Her er ti hĂ„ndplukkede, i nummerorden:
“1 Write.” (Neil Gaiman)
“2 Don’t have children.” (Richard Ford)
“3 Stay in your mental pyjamas all day.” (Colm TĂłibin)
“4 If nobody will put your play on, put it on yourself.” (David Hare)
“5 Remember there is no such thing as nonsense.” (Andrew Motion)
“6 Try to be accurate about stuff.” (Anne Enright)
“7 Do, occasionally, give in to temptation. Wash the kitchen floor, hang out the washing. It’s research.” (Roddy Doyle)
“8 It’s doubtful that anyone with an internet connection at his workplace is writing good fiction.” (Jonathan Franzen)
“9 No going to London.” (Colm TĂłibin)
“10 You have to love before you can be relentless.” (Jonathan Franzen)
