Jeg optrĂŠder pĂ„ Vela i Viktoriagade 28/9 kl. 19.30 sammen med SHE’S A SHOW, Christina Hagen transmitteret, Cecilie Lind, Niels Frank og BjĂžrn Rasmussen. LĂŠs mere her.
Samfundspoesi
Jeg lĂŠser op torsdag 16/9 kl. 17 i MĂžllegades Boghandel i dialog med et stofligt tekstvĂŠrk af Mette Winckelmann.
Ă bningsfest i Poesiens Hus
Jeg lÊser et digt op pÄ sÞndag 29/8 i Poesiens Hus, og det er jeg langt fra alene om. LÊs hele programmet.
Fremmede mennesker
Jeg fotograferer praktisk talt aldrig fremmede mennesker. Men i gĂ„r aftes tog jeg et snigfoto af en ballerina-bobby der holdt rygepause fra turisterne, og i dag mens jeg stillede skarpt pĂ„ en grĂžn plastikpose under nogle trĂŠer var der en mand i grĂžn t-shirt som cyklede ind i mit billede, og da jeg sĂ„ den ekstra grĂžnne farve i sĂžgeren tĂŠnkte jeg, at det jo ikke kunne skade at knipse en enkelt gang mere. Straks efter lĂžd der et brag pĂ„ den anden side af trĂŠet bag mig. Det var cyklisten. Jeg ved ikke om det var min skyld, men jeg kunne ikke undgĂ„ at fĂ„ det indtryk, at jeg mĂ„ske havde distraheret ham. Han havde i fald ikke ikke set trappen, som ragede ud over fortovet hvor han cyklede, og nu lĂ„ han pĂ„ jorden og holdt sig om sit knĂŠ. Men han var heldigvis ikke vred, han smilede og havde faktisk ikke rigtig opmĂŠrksomhed til overs for mig. Ăverst pĂ„ den lille trappe sad der en ung kvinde pĂ„ en bĂŠnk, og de var allerede kommet i snak.
SÄ begyndte det at smÄregne og jeg gik ind pÄ museet. Da vi var vi kommet ud igen og sad pÄ trappen udenfor fik jeg Þje pÄ nogle slatne gule balloner pÄ metalhegnene pÄ pladsen overfor og gik ogsÄ over og tog billeder af dem, og bagefter af nogle rÞde gavebÄnd der var viklet rundt om hegnet. Straks jeg havde taget mine billeder begyndte en gruppe kvinder at bÊre det hele vÊk. Mens jeg gik tilbage tÊnkte jeg pÄ hvor tit et billede pÄ den mÄde er her og nu. SÄ satte jeg mig pÄ trappen igen og indsÄ at indstillingen pÄ kameraet havde vÊret helt hÄblÞs. Og nu var ballonerne vÊk. Jeg gik alligevel over gaden og tog et enkelt billede mere af noget tredje, og sÄ kom den kvinde som havde samlet de dÞde gule balloner sammen forbi mig med dem i hÄnden. I virkeligheden et meget bedre motiv, slog det mig. Men jeg kunne ikke fÄ mig til at bede hende stoppe op.
Dark Time
“And then those questions come up.
Like was the Constitution written in invisible ink?
Has everybody here forgotten how to think?
Is this big boat starting to think?
…
And you thought there were things that had disappeared forever.
Things from the Middle Ages.
Beheadings and hangings and people in cages.
And suddenly they were everywhere
And suddenly they’re alright”
(Laurie Anderson: Dark Time in the Revolution)
Max Hattler: Your Highness
“I don’t want to be negative, but I always find the whole thing rather strange. Soccer is one thing, but the World Cup is something else because it takes on even more of a mass dynamic. During the World Cup period in 2006, when Germany was the host country, I returned to Germany from England and was stunned to see everyone waving their German flags and all the newspapers reporting how great it was that Germans could now finally show their national pride again. This time around, it has become even worse – police cars sporting German flags, etc. I find it rather unpleasant.”
Max Hattler i Deutsche Welle
Laurie Anderson: The Crash
Laurie Anderson: Homeland
Jim Hodges
Jim Hodges: Slower Than This, 2001 (Camden Arts Centre)
Hopes in the bin
Uden for pubben pÄ den anden side af gaden stÄr en kvinde med en Þl og en sÞlvtaske og rÄber lÊnge efter en mand med rygsÊk ovre pÄ det andet hjÞrne. Jeg kan kun hÞre hendes stemme, ikke hans, og jeg kan ikke hÞre ordene. Manden forsÞger at berolige hende, men uden held. Hun begynder at gÄ ned ad sidegaden imens hun fortsat rÄber, og han fÞlger efter hende pÄ modsatte fortov, og kort efter kommer hun tilbage og gÄr ned ad den store vej i stedet, hvor hun trÊder op i en busk og nÞdtÞrftigt forsÞger at skjule sig imens hun lÊner sig ud for at holde Þje med ham.
Da jeg kigger ud igen gÄr de begge ned ad vejen langsomt og med afstand imellem sig. Han gÄr hen til hende og lÊgger armene forsigtigt omkring hende som for at aflede hendes vrede, men han prÞver ikke at holde fast da hun begynder at gÄ igen. Jeg bliver stÄende et stykke tid i vinduet og venter pÄ at de er nÄet langt nok vÊk, sÄ gÄr jeg ned pÄ gaden med kameraet. Idet jeg trÊder ud pÄ trappen ser jeg rÊven som er pÄ vej om i baghaven. Jeg bliver stÄende pÄ afsatsen og den stopper og ser op pÄ mig som en hund. PÄ samme fortov som de gik ned ad kommer nu en mand og en kvinde som stopper op og begynder at kysse hinanden mens jeg gÄr over gaden.
Det er skraldebĂžtten foran pubben jeg vil fotografere, fordi nogen har fyldt den med engelske flag, og en hel ranke af dem, der skulle have lokket kunder til baren, nu hĂŠnger ud over kĂžrebanen. Det er egentlig for mĂžrkt til at tage billeder, men jeg tĂŠnker de vil vĂŠre vĂŠk nĂ„r det bliver lyst igen. Inde fra pubben, som jeg troede var lukket nu, nĂŠrmer nogen sig bag min ryg. âDet er godt,â siger en mand, âjeg sĂ„ det ogsĂ„ godt fĂžrâ. Han spĂžrger om jeg er kunstner ligesom han selv. âDet har allerede en titel,â siger han, âHopes in the binâ.
Udklipsblog
Udklipsblog – scrapbog fra internet-Danmark
Montre og blog. Bidrag til udstillingen Danmark 2010 – en vejledning til nationen for âverdens lykkeligste folkâ.
Overgaden – Institut for Samtidskunst 2010
Udklipsblog
Udklipsblog er en scrapbog fra internet-Danmark og mit bidrag til udstillingen Danmark 2010 – en vejledning til nationen for ‘verdens lykkeligste folk’, som har fernisering i dag pĂ„ Overgaden.
Andre brugere med samme sÞgning lÄnte ogsÄ:
MĂžrkekammerhistorier
Ikke vold civil ulydighed
Han danser pÄ sin sÞns grav
Men bedste hr. Hund
Ubevidst rĂždgang
Frygtelig lykkelig
Krig og fred i det 21. Ă„rhundrede
Turen gÄr til MÞn & Lolland-Falster
Otto Frello – en uforbederlig maler
Noget om matematikken
Francis AlĂżs: A Story of Deception
Ambulantes I and II Mexico City 1992-
Rehearsel I (El Ensayo) Tijuana, 1999-2001
Francis AlĂżs: A Story of Deception (Tate Modern)
Whose map is it?
Emma Wolukau-Wanambwa: A continuing survey of syntactic parsing (detail) 2010
Alexandra Handal: Labyrinth of Remains and Migration (detail) 2000-01, 2010
Gayle Chong Kwan: Save the Last Dance for Me (detail), 2010
Esther Polak: NomadicMILK, 2008
Whose map is it? new mappings by artists (iniva, Rivington Place)
Emilia Kabakov: The Toilet in the Corner (2002)
Jan Svankmajer: Jabberwocky (1971)
The Surreal House (Barbican Centre)
Exposed
Jonathan Olley: Golf Five Zero watchtower (known to the British Army as ‘Borucki Sanger’), Crossmaglen Security Force Base, South Armagh 1999
Weegee (Arthur Fellig): Their First Murder October 9, 1941
Tate Modern: Exposed – Voyeurism, Surveillance & the Camera
Newspeak: British art now
Karla Black: Nothing is a must
Eugenie Scrase: Truncated trunk
Newspeak: British art now (Saatchi Gallery)
Tacita Dean: Craneway Event
Tacita Dean: Craneway Event (Frith Street Gallery)
“I filmed for four daysĂąâŹâthe first day it was raining and Merce just looked at the space. The next three days, the dancers came. There were pelicans everywhere, and the craneway was surrounded by glass. It was stunning light.”
Tacita Dean in Artforum
Rebranding
HjĂŠlp Greenpeace med at rebrande BP. Se alle indsendte bidrag hidtil her.
Philip Hoare: Leviathan or, The Whale
“It is almost indecent to see the whales in such detail. I wonder, guiltily, if I ought to avert my eyes for fear of finding them too sensual – just as I admit that sometimes whales have the capacity to revolt me with their serpentine animalness, and now I question why I invent so much of myself in them. Even now, I cannot reconcile myself to their corporeality. Then there are days when they seem all the more pristine for their appearance out of water, as if newborn. One afternoon, an unnamed yearling presented pure white patches on its upper flukes, its chin and over its eye, so sharply contrasted, one eyelid black, the other white. For a few seconds – it cannot have been longer, although it seemed so – its eye met mine. Far from the dumb insolence of a horse or a dog’s pleading fidelity, it fixed me with a stare which I found, and still find, disconcerting.”
Philip Hoare: Leviathan or, The Whale
A dusty whale, a blind hamster, and a pickled library with a Norvegian rat (found dead outside the museum)
“I have dreams of orca whales and owls
but I wake up in fear…”
Lidt flere billeder fra Natural History Museum her.
Hell
Snapshots fra No Soul for Sale pĂ„ Tate Modern: en festival for independant art spaces pĂ„ Tate Modern i weekenden 14.-16. maj i anledning af Tate Modern’s tiĂ„rsdag. Festivalen er en slags Alt_Cph i magnumstĂžrrelse med over 70 deltagere, hvis stande kun er adskilt af rĂžde streger. Min automatreaktion var at forsĂžge at fokusere i kaos og stĂžjkunst ved hjĂŠlp af kameraet. Jeg delte desuden spĂžrgeskemaer, blyanter og viskelĂŠdere ud under PiST‘s morsomme og rammende “Performance Test – independent vs. dependent” og besvarede ogsĂ„ selv skemaet. Mit resultat var “24/7 Independent”, hvilket ifĂžlge den uddybende forklaring betĂžd frihed, men ogsĂ„ isolation og ensomhed. HĂ„ber de ogsĂ„ laver en online version af testen, der ogsĂ„ findes i den publikation man kan tage pĂ„ deres stand. Her kan man ogsĂ„ bestille gratis fotokopierede vĂŠrker, bl.a. mine egne Virtual t-shirts. PiST er et interdisciplinĂŠrt projektrum i Istanbul. Standen pĂ„ Tate Modern er skabt af Osman Bozkurt, Stine Hebert og Didem Ăzbek.
Update: et Ă„bent brev til Tate fra diskussionsgruppen Making A Living.
Dave Eggers: Zeitoun
Da Dave Eggers var i London for nylig til et Book Slam-arrangement pÄ The Tabernacle, lÊste han nogle fÄ sider af sin nyeste udgivelse Zeitoun og lukkede derefter bogen, hvorefter han fuldkommen ubrudt gled over i en genfortÊlling af en stor del af historien. I fÞrste omgang mÄske lidt skuffende, nÄr man er kommet for at hÞre en forfatter lÊse, men man blev hurtigt suget ind af hans utrolige evne til at fortÊlle mundtligt, som det nÊsten fÞltes som en stÞrre oplevelse at vÊre vidne til, end til en mand der lÊser ord til andet hvad han har skrevet.
Zeitoun er non-fiction, men letlĂŠst, jeg havde nĂŠr sagt som en thriller. Den handler om en familie, der bliver offer for orkanen Katrina, men i endnu hĂžjere grad for myndighedernes mĂ„de at tackle katastrofen pĂ„ i det paranoide klima efter 11. september. Det er en af den slags bĂžger, der umuligt kan efterlade Ă©n ligegyldig. Ikke mindst fordi det hurtigt bliver klart for Ă©n at katastrofen ikke afgrĂŠnser sig til New Orleans og 2005. Det der gik galt i New Orleans hĂŠnger jo sammen med noget der foregĂ„r overalt i Vesten i disse Ă„r. En foragt for basale rettigheder og menneskelig respekt. Et skred som gĂžr, at det fra det ene sekund til det andet pludselig kan blive “okay” at fratage tilfĂŠldige medborgere al vĂŠrdighed. Hvis man ikke allerede var alarmeret, bliver man det nĂ„r man har lyttet til Kathy og Abdulrahman Zeitouns historie.
(Jeg gentager lige linket til Gary Youngs rammende anmeldelse i The Guardian).
